Flybilletter sælges over eBay

Det amerikanske flyselskab Jetblue er begyndt at sætte billetter til salg på hjemmesiden eBay, hvor rejserne går til højstbydende, det skriver politiken.dk.

 

Jetblue satte 300 amerikanske indenrigsflyvninger til salg på online-auktionshuset, og indtil videre har der været stor efterspørgsel på rejserne. Afhængig af hvor mange, der byder på rejserne, vil kunderne komme til at betale fra 50 øre og opefter for en rejse fra eksempelvis Chicago til Las Vegas.

 

Jetblues talsmand, Alison Eshelman, siger til Los Angeles Times: »Vi er altid på udkig efter nye distributionskanaler til vores kunder. Og hvis kunderne er tilfredse med det, vil vi gøre det igen en anden gang«.

 

Danske flyselskaber ser dog ikke lige så lyst på tiltaget som Jetblue selv. Kommunikationsdirektør i flyselskabet Sterling, Rulle Grabow Westergaard, siger til politiken.dk:

 

»Billetsalg på eBay er ikke noget, Sterling har tænkt sig at gå ind i. Det som vi netop prøver på, er, at tage gøglet ud af luftselskabsbranchen. Det tror vi ikke på overlever. Vi er nødt til at overbevise forbrugerne om, at en flytur til London koster mere end en togtur til Esbjerg«.

 

Rulle Grabow Westergaard mener heller ikke, at vi i Danmark kommer til at se andre flyselskaber sælge billetter på eBay. Hun påpeger, at der i branchen netop er bred enighed om at skabe et mere realistisk billede af, hvad en flybillet rent faktisk koster.

 

I modsætning til den danske flybranche, er der dog tilfedshed at spore hos JetBlues kunder. Generelt betalte kunderne på eBay 40 procent mindre for billetterne i forhold til priserne på Jetblues egen hjemmeside.

 

Enkelte købere blev dog så grebet af auktionsstemningen, at de endte med at betale mere for en eBay-billet end flyselskabets almindelige billetpris. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen