LUFTFART: Kriseramte Malaysia Airlines udvider sit samarbejde med Emirates og lukker tabsgivende ruter. Med udgangen af januar stopper Malaysia Airlines med at flyve på Amsterdam og Paris.
Med den nye code share-aftale mellem Malaysia Airlines, der er med i Oneworld-alliancen, og Emirates vil passagerer fra Malaysia i stedet blive fløjet fra Amsterdam og Paris med Emirates via Dubai til den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur.
Omvendt vil Malaysia tilbyde Emirates-passagerer adgang til sit rutenetværk i Asien og Stillehavsregionen.
Tyske Christoph Müller, der vendte irske Aer Lingus fra at være et tabsgivende flyselskab, begyndte tidligere i år som koncernchef hos Malaysia Airlines, hvor han også skal lave en turnaround.
Malaysia Airlines havde et forfærdeligt år 2014. I marts forsvandt MH370, en Boeing B777 med 239 ombord på vej fra Kuala Lumpur til Beijing – flyet er aldrig fundet. Og i juli sidste år blev en anden Boeing B777 fra Malaysia Airlines, MH17, skudt ned på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur over det østlige Ukraine, der kontrolleres af russisk-støttede oprørere. Alle 298 ombord omkom, da flyet blev ramt af et missil.