Swiss International Air Lines og de statslige schweiziske jernbaner, SBB, udbygger deres Swiss Air Rail-samarbejde ved også at koble Schweiz’ næststørste lufthavn, Geneve, på netværket.
Hidtil har Swiss Air Rail-togbilletter kun været gældende fra for eksempel Schweiz’ hovedlufthavn i Zürich via forbundshovedstaden Bern til Fribourg, Lousanne og selve Geneve.
Det nye er, at med tilkoblingen af strækningen mellem selve Geneve og lufthavnen i Geneve – en strækning på under 10 kilometer – kan der nu køres hele vejen mellem lufthavnene i Geneve og Zürich. I alt er der fire Swiss Air Rail-togruter, de andre er syd mod Lugano, vest mod Basel og øst via Østrig til München.
I en pressemeddelelse skriver Lufthansa-ejede Swiss og de statslige schweiziske jernbaner, SBB – Schweizerische Bundesbahnen, at med udvidelsen af samarbejdet kan Swiss-passagerer efter for eksempel landing i Geneve fra New York på samme billet tage toget videre fra lufthavnen i Geneve. Det kan være til selve Geneve eller Lausanne, Fribourg og Bern – eller i princippet helt til Z’urich. Fra Bern er der i øvrigt også forbindelse med Swiss Air Rail til Interlaken.
Swiss Air Rail dækker 11 togstationer
Omvendt betyder muligheden også, at flypassagerer, der starter rejsen i for eksempel Bern, Lausanne og Freiburg med toget kan køre direkte til lufthavnene i Geneve – samt fortsat til Zürich. I alt kan togbilletten med Swiss Air Rail bringe den rejsende til 11 stationer i primært Schweiz samt München via Bregenz i Østrig.
Samarbejdet mellem Swiss og SBB begyndte først i 2019. Samarbejdet udvides også på det tekniske område, der kan således nu fås Swiss Air Rail-togbilletter med en QR-kode fra SBB, hvilket skal gøre det nemmere at bruge boardingkortet.
SBB oplyser ligeledes, at man har udvidet udbuddet på sin online platform, herunder SBB-app’en, for Swiss Travel Pass. Dette skal gøre det nemmere for brugere af det særlige Swiss Travel Pass at rejse rundt i Schweiz. Swiss Travel Pass kan bruges til tog, busser og sågar bådsejladser. Det gælder fra tre til 15 dage og dækker 90 byer og giver blandt andet adgang til 500 museer.
Swiss Travel Pass kan kun købes af rejsende der ikke har bopæl i Schweiz eller Liechtenstein, fyrstendømmet mellem Schweiz og Østrig.
Relaterede artikler:
Visit Sweden: Vi vil ikke forveksles med Schweiz