Fra Visit Swedens kampagne; foto Henrik Trygg for Visit Sweden.

Visit Sweden: Vi vil ikke forveksles med Schweiz

Sverige bliver for ofte navnemæssigt forvekslet med Schweiz, mener det svenske turistråd. Derfor iværksætter Visit Sweden nu markedsføringskampagnen “Sweden (not Switzerland)”

Hvert år googler flere hundredtusinder potentielle rejsende verden over for at få afklaret forskellen på Sverige og Schweiz.

Visit Sweden nævner i pressemeddelelse flere eksempler på, at Sverige er blevet forvekslet med Schweiz. Et eksempel var da den sveske musiktjeneste Spotify blev børsintroduceret i New York, var det schweiziske flag hængt op foran børsbygningen i New York.

Den kommende kampagne “Sweden (not Switzerland)” fortæller forskellen mellem Sverige og Schweiz. Den starter i disse dage på markederne i Tyskland, Holland, Storbritannien, Frankrig, USA og Kina. Og naturligvis Schweiz samt i Sveriges naboland: Norge, Danmark og Finland.

I kampagnen sættes der blandt andet fokus på, at Sverige er en anden type destination end Schweiz – samtidig skal den naturligvis øge interessen for Sverige som rejseland, lyder det fra Visit Sweden.

”Vi tror også, at en kampagne med denne vinkel, om navneforveksling mellem to lande, vil være interessant for medierne, der vil omtale den, samt rejsearrangører og rejsende i det hele taget,” siger Nils Persson, markedschef hos Visit Sweden.

Vi er ikke kukure og alpetoppe
Sverige er ikke synonymt med historiske banker, store guldreserver og eksklusive ure. Sverige tilbyder en anden slags luksus, såsom retten til at gå frit omkring i naturen – Allemansrätten – kantareller, nordlys og skærgården, lyder det.

Listen over eksempler, hvor popstjerner, verdensledere, finansielle institutioner og ikke mindst “almindelige mennesker” forveksler Sverige med Schweiz, er lang. Og det er måske ikke så underligt – ud over at have næsten ens navne, er de to lande begge kendt for at være naturskønne og have meget at byde på. Men i mange henseender er de også forskellige, påpeger Visit Sweden.

”Med en god portion svensk humor har vi valgt at fremhæve det, vi ved, tiltrækker rejsende til Sverige. Denne gang ud fra det faktum, at Sverige tilbyder en anden type af luksus “luxury of a different nature”, siger Visit Swedens administrerende direktør, Susanne Andersson.

Visit Sweden-filmen om forskellene mellem Sverige og Schweiz kan også ses via YouTube.

 

Relaterede artikler:

Schweiz ser stor vækst i udenlandske turister

Turistråd sætter fokus på kvinder i overgangsalderen

SJ fortsætter dagligt nattog via København til Berlin