Singapore Airlines flyver i Norden fem gange om ugen til såvel København som Stockholm.

Flyselskab på jagt efter rejseanalytiker

”Vi skal bruge en slags lokal ”CIA-agent” til at aflæse rejsemønstre og se, hvad der er behov for på det nordiske marked,” siger salgsdirektør hos Singapore Airlines.

Star Alliance-medlemmet Singapore Airlines søger i denne tid en Business Analyst til dets kontor i København; det er en nyoprettet stilling, hvor den kommende forretningsanalytiker skal være med til at styrke flyselskabets position på navnlig det nordiske marked. Singapore Airlines flyver fem gange om ugen fra Singapore til såvel København som Stockholm. Der bruges en Boeing B777-300 på København og en Airbus A350-900 på Stockholm.

Om jobannoncen siger Singapore Airlines’ nordiske salgsdirektør, Allan Hoffery, til STANDBY.dk:

”Vores nye medarbejder skal bruges til mange forskellige ting. Det kan være at registrere ændringer i passagerernes rejsemønstre, hvornår billetterne bookes og på hvilke bookingklasser, hvad er der af tendenser med efterspørgsel på destinationer, der måske ikke har været så efterspurgt tidligere, og hvad betyder det når nye konkurrenter kommer ind på det nordiske marked, hvad fokuserer disse flyselskaber på og så videre.”

”Det nye job kan vel sammenlignes med en analysestilling i for eksempel banker eller forsikringsselskaber, hvor eksperter kigger på deres portefølje-udvikling for at se, om de mangler nogle produkter på hylden,” siger Allan Hoffery.

Ny funktion med indsamling af data
Tidligere har funktionen med indsamling af denne slags informationer og data hos Singapore Airlines i Skandinavien ligget under flyselskabets pricing-område.

”Men vi har fundet det nødvendigt med en egentlig dedikeret ekspert på dette område, en ekspert der kan se tendenser på både den korte og lange bane. Forretningsanalytikeren skal blandt andet også give support til vores sælgere – og tage imod informationer, de vender tilbage med efter besøg hos rejsebureauer og firmakunder,” siger Allan Hoffery og tilføjer:

”Vi håber at den kommende nye forretningsanalytiker kan tiltræde så hurtigt som muligt, helst til april eller maj. Vi venter gerne på den rigtige og har allerede fået mange gode ansøgninger. Det behøver ikke nødvendigvis være en medarbejder med erfaring fra rejse- eller luftfartsbranchen, det skal lige så meget være en person der er god til at læse og afkode tal. Du kan kalde det en slags lokal CIA-agent.”

Den kommende Business Analyst skal også være med til at vurdere, hvilken indflydelse det får når potentielt konkurrerende flyselskaber rykker ind med nye ruter til Skandinavien.

Det sker for eksempel til maj, hvor Air China fra Beijing og Cathay Pacific fra Hong Kong begynder at flyve til Københavns Lufthavn – de vil dermed kunne tage markedsandele fra eksempelvis Singapore Airlines’ ruter fra København og Stockholm.

”Noget af ens marked forsvinder når der kommer nye flyselskaber online. Men der behøver ikke være alarmerende, for efter et tidspunkt finder markedet igen sit leje,” siger Allan Hoffery.

 

Relaterede artikler:

Singapore Airlines fordobler på Skandinavien

Så er der atter First Class i Københavns Lufthavn

Singapore Airlines åbnede på Stockholm

Ny langrute til København forlænges

Air China åbner på Beijing-København