FLYSELSKABER: Fijis flyselskab Air Pacific skifter næste måned navn og skal igen hedde Fiji Airways. Selskabet får nye langrutefly, Airbus A330 afløser Boeing B747.
Fijis nationale flyselskab, Air Pacific, skifter fra næste måned navn til Fiji Airways. De største fly bliver tre
A330-200, de to første er leveret – de afløser selskabets B747. A330’erne har 24 sæder på business class og 249 sæder på economy class.
Det første nye A330 indsættes 3. juni på den store rute fra Fiji og Sydney. Fiji Airways’ nye Airbus-fly skal også betjene ruterne til Hong Kong, New Zealand og USA.
Fiji Airways har også fire Boeing 737.
Tilbage i 1951 begyndte selskabet at flyve som Fiji Airways. I 1971 skiftede det navn til Air Pacific. Flyselskabet ejes af Fijis regering, (51%), australske Qantas har 46% af aktierne, mens Air New Zealand og regeringerne i Kiribati, Tonga, Nauru og Samoa har mindre ejerandele.