Flyselskab smed 100 studerende af fly

Airtran JetDa de studerende fra en jødisk high school i Brooklyn ikke ville slukke deres mobiltelefoner, blev de sat af AirTran-flyet i New York. De siger, at besætningen overreagerede og antyder racisme.

De 100 studerende og otte voksne ledsagere blev mandag morgen smidt af flyet i New York inden afgang til Atlanta.

Selskabet AirTran ejes af verdens største lavprisselskab, SouthWest Airlines, der bekræfter, at flyet havde 137 passagerer, men at de 108 blev bedt om at forlade det inden afgang.

En af de studerende, Jonathan Zehavi, siger til TV-stationen CBS: ”De behandlede os som om vi var terrorister, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg tror, at havde det være en gruppe ikke-religiøse unge, havde selskabet aldrig vovet at smide dem af flyet.”

I en udtalelse fra SouthWest Airlines hedder det:

”Vores besætning på AirTran flight 345 fra New York LaGuardia til Atlanta havde en gruppe usamarbejdsvillige passagerer, som blev bedt om at forlade flyet inden afgang.

Rapporten fra flyvningens kabinepersonale og andre kilder bekræfter, at nogle passagerer i denne gruppe ikke ville sætte sig ned og blev ved med at bruge deres mobiltelefoner.

”Begge forhold er overtrædelse af luftfartsloven. Vores besætning, anført af kaptajnen, bad adskillige gange passagererne om at følge reglerne. Alle de bortviste passagerer kom med andre fly samme morgen.”