Flyselskab stopper samarbejde med SeaWorld

sea world 1DYREVELFÆRD: Virgin America er det seneste flyselskab, som stopper med at promovere besøg i SeaWorld-parkerne, der er under pres fra dyrevelfærds-organisationer pga. shows med spækhuggere.

Virgin America, primært ejet af Sir Richard Branson, har hældt SeaWorld ud af sit Elevate-bonusprogram. Beslutningen er en sejr for dyrevelfærdsgrupper, der har sat fokus på, at flyselskaber indirekte støtter Seaworld – kampagnen har fået SeaWorlds aktiekurs til at falde, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

I juli indstillede også USA’s største lavprisselskab, Southwest Airlines, sit samarbejde gennem 26 år med SeaWorld.

En af dyreorganisationerne, PETA, opfordrer SeaWorld til at stoppe sine spækhugger-shows og i stedet lave store områder ved kysten, hvor dyrene kan være i fred for mennesker.

SeaWorld, der har hovedkontor i Orlando, medgav i august, at kampagnerne mod spækhugger-shows har skadet besøgstallet. Det fik aktiekursen til at falde 33 pct.

Virgin Gruppen har opfordret SeaWorld og andre vandparker med f.eks. spækhugger og delfin-shows til ikke mere at modtage disse dyr, hvis de er fanget som vilde.

Der er SeaWorld-parker i Orlando, San Antonio i Texas samt San Diego i det sydlige Californien.