Første Lufthansa A380 færdig i Dresden

LUFTFART: Det tyske flyselskab Lufthansa sendte 1. oktober den første Airbus A380 til et såkaldt IL-check hos EFW i Dresden, og nu er dobbeltdækkerflyet tilbage i luften.

Verdens største passagerfly, Airbus A380, er for mange passagerer stadig en ny og spændende størrelse. Men flytypen er alligevel blevet så gammel, at den er moden til at få et længere tjek på værksted.

Det måtte Lufthansa sande i efteråret, og det store tyske flyselskab lavede derfor en aftale med den tyske vedligeholdelsesvirksomhed Elbe Flugzeugwerke (EFW) om at sende to Airbus A380 – ud af i alt 14 – til lufthavnen i Dresden for at gennemgå et såkaldt IL-check (Intermediate Layover Check, red.).

Alt interiør ryger ud
EFW modtog den første af de to store dobbeltdækkerfly på oktobers første dag, og tjekket er vel gennemført efter flere ugers arbejde i hangaren.

I onsdags klokken 11.34 gik flyet med registrering D-AIMH på vingerne fra Dresden på rutenummer LH9919. Megajumboen foretog først en længere testflyvning over det nordøstlige Tyskland, inden den lavede et ‘farvel-pass’ i 500 meters højde over lufthavnen i Dresden. Efter fem timer og 19 minutter i luften var flyet atter hjemme på basen i Frankfurt.

IL-checket skal laves cirka hvert sjette år, og en masse komponenter bliver gennemset og -testet. Flaps bliver eksempelvis demonteret for at få ordentlig adgang til skroget og vingekonstruktionen. Hvis det er nødvendigt, repareres forskellige enheder og systemer. Sæder, køkkener og toiletter i kabinen bliver også fjernet helt og renoveret.

En festdag
EFW var glade for at modtage den første A380 den 1. oktober.

”Vi er stolte over, at Lufthansa har valgt EFW til vedligeholdelse af A380. Det er en byggesten for bevarelse og udvikling af job af høj kvalitet hos EFW i Dresden,” sagde Andreas Sperl, der er adm. direktør i EFW, i september.

”Kun få firmaer i hele verden kan fuldt ud kontrollere en A380. Og alligevel er der hård konkurrence.”

I 2015 begyndte EFW at kunne tilbyde fuld vedligeholdelse af A380. EFW tilbyder blandt andet udvikling og produktion af lette komponenter til alle flytyper fra Airbus, ligesom virksomheden kan vedligeholde og reparere alle Airbus-modeller. EFW har 1.300 ansatte.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa A380 tæt på kollision med drone

Beskadiget A380 fra Air France i trafik til januar

De flyver med Airbus A380