Togpassagerer i Europa har også rettigheder ved forsinkelser og aflysninger, siger EU-støttede Forbruger Europa – på organisationens hjemmeside kan der oprettes klage over togrejser i Europa.
Flere vælger toget på udlandsrejser som et grønt alternativ til bilen eller flyet – for at kombinere bæredygtighed, sommerferie og oplevelser på skinner. Men hvad gør man, hvis toget er forsinket eller aflyst?
Det giver den danske afdeling EU-støttede Forbruger Europa svar på i en pressemeddelelse.
I den siger Lars Arent, direktør for Forbruger Europa i Danmark: ”Med lidt planlægning og viden om rettighederne, er man bedre rustet til at håndtere ændringer, forsinkelser og aflysninger.”
Forbruger Europa skriver, at når man rejser med tog på rejser mellem europæiske lande, er man som forbruger beskyttet EU-regler, der sikrer ret til hjælp og kompensation ved problemer. Men de konkrete vilkår kan variere mellem jernbaneselskaberne og togbilletterne, så tjek altid detaljerne for den eller de konkrete afgange, lyder rådet.
Flere enkeltbilletter? Så har man selv ansvaret
Nogle få rejsebureauer har speciale i europæiske fjerntogsbilletter, og skal derfor hjælpe sine rejsende ved problemer.
Men hvis man selv har købt togbilletter til rejser mellem et eller flere europæiske lande, har man selv ansvaret ved togskifte undervejs, hvis man rejser med flere enkeltbilletter og noget går galt. Med én gennemgående billet er man bedre beskyttet, lyder det fra Forbruger Europa.
”Ved gennemgående billetter er togselskabet ansvarlig, hvis man for eksempel bliver forsinket på vej til Hamborg,” oplyses det.
I dag kører nærmest ingen ordinære fjerntog fra Danmark længere end til netop Hamborg, hvor der er omstigning til næste tog videre ud i Europa.
”Det er dit eget ansvar at komme videre, hvis du har købt flere enkeltbilletter,” lyder meldingen fra Forbruger Europa.
Klag til Forbruger Europa
Hvis den rejsendes tog er mere end én time forsinket, skal togselskabet tilbyde: Fuld refundering af billetten eller ombooking til en tilsvarende rejse.
Den rejsende har også ret til gratis forplejning samt overnatning, hvis man ikke kan komme videre samme dag.
”Har man ikke fået en alternativ rejse inden 100 minutter, må man selv købe en tilsvarende billet og få pengene refunderet bagefter,” skriver Forbruger Europa.
Hvis man er utilfreds med sin togrejse, bør der først klages til togselskabet. Hvis det ikke fører til en løsning, findes der en række andre klageinstanser – herunder at oprette en klage på Forbruger Europas danske hjemmeside.
Relaterede artikler:
Planer om ny international togrute til Danmark
Dansk rejsebureau begejstret for ny direkte togrute
Forbruger Europa: Dårlig info til flypassagerer

STANDBY.DK Nyt om rejser


