Fortsat fremgang i Billund Lufthavn

Det danske firma BBHS har bl.a. sine bagageløsninger i Billund Lufthavn.

LUFTFART: Danmarks næststørste lufthavn havde sidste måned 6,9 pct. flere rejsende end august sidste år – en stigning på 22.390. Næste måned får lufthavnen endnu en rute til en europæisk hovedstad.

I årets første otte måneder har Billund Lufthavn haft 2.284.952 passagerer – en stigning på otte pct. eller over 169.000 sammenlignet med samme periode sidste år.

I alt havde lufthavnen sidste måned 347.129 passagerer.

”August var præget af, at de sidste ferierejsende er på vej ud og i høj grad på vej hjem fra ferie, samtidig med at de forretningsrejsende igen sidder på flyene,” siger lufthavnsdirektør, Kjeld Zacho Jørgensen.

Udenrigsruterne havde sidste måned 228.799 passagerer, 22.491 flere end august sidste år.

”Netværksselskaberne fortsætter med at se stigende passagertal, både ferie- og forretningsrejsende benytter de mange muligheder for at tage en længere rejse via de europæiske hub-lufthavne,” siger Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjer:

”Også lavprisselskaberne har stor fremgang med nye destinationer og høje belægningstal på flyene.”

De fem største flyselskaber i Billund er målt i passagerer Ryanair, KLM, SAS, Primera Air og Lufthansa.

Billunds indenrigsruter til København og Bornholm havde sidste måned 10.772 passagerer, en tilbagegang på SAS-ruten til København og fremgang for Danish Air Transport på ruten til Bornholm.

Chartertrafikken endte i august med 106.763 rejsende, en fremgang på 2.059 eller to pct. ”Der har ikke været flere flyafgange, så også her er der tale om nærmest fuldt belagte fly. Antallet af charterpassagerer er formentlig noget højere end det, vi ser på de deciderede charterfly, da mange bureauer køber et antal sæder på almindelige rutefly. En tendens, der bliver mere tydelig,” siger lufthavnsdirektøren.

Det er fortsat Spanien, Grækenland og Tyrkiet, der har de mange feriegæster, men også Egypten begynder at komme godt med efter en meget vanskelig periode de seneste år.

”Nu kan vi se frem til et efterår med nye ruter til Tysklands hovedstad – Ryanair vil flyve fra Berlin til Billund fire gange om ugen fra oktober – og Poznan i Polen samt glæde os over meldinger om nye ruter og flere fly til næste års sommersæson,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.