Fra Sterling ad omveje til Cimber Sterling

Den tidligere kommercielle direktør i Sterling, Stefan Vilner, vender nu tilbage til dansk luftfart og afløser den 1. april salgs- og marketingsdirektør, Lars Bording, i Cimber Sterling.

 

Stefan Vilner kommer fra en stilling som koncernchef i Jet Bird Europe, og har senest arbejdet som konsulent uden for luftfartsindustrien, oplyser Cimber Sterling.

Lars Bording forlader Cimber Sterling for at søge nye udfordringer udenfor flybranchen.

 

I december sidste år indtrådte Stefan Vilner i bestyrelsen for det jyske flyselskab North Flying, en post, han ventes at forlade på grund af sit nye job. Han har tidligere været direktør i DTF Travel, salgs- og marketingchef hos British Airways’ daværende lavprisselskab Go-Fly og kommerciel direktør for tidligere Sterling Airlines, der krakkede i oktober 2008.

 

Senest har han været koncernchef for det irske lavpris-taxaflyselskab JetBird – en post han forlod da selskabet ikke opnåede den nødvendige finansielle styrke til at realisere sine ekspansive ambitioner.

 

Lars Bording, der kom til Cimber Sterling for et år siden, var tidligere topdirektør hos erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel, hvorfra han fortsatte som salgs og marketingdirektør hos SAS Danmark.

Skrevet af Flemming Juul