”Men det er en glædens dag for os alle. Vi har fået skabt et fundament, som SAS kan stå på og få vækst fra i mange år. Om det så skal være alene eller med anden partner er op til ejerne. Jeg har aldrig lagt skjul på min mening,” sagde SAS-formanden efter afslutningen på langstrakte for handlinger.
Der var både smil og tilfredshed hos bestyrelsesformand Fritz Schur og de to næstformænd Jacob Wallenberg fra Sverige og Dag Mejdell fra Norge, da de med et varsel på bare 20 minutter indkaldte dansk presse til møde efter afslutning af et par dage uden søvn. Med en færdig aftale med de syv fagforeninger om et historisk brud på overenskomstmæssige aftaler og en besparelsesramme årligt på 2,6 mia. danske kroner.
Fritz Schur karakteriserede det som en glædens dag. ”Det var lidt nervepirrende undervejs. Det var så afgørende ændringer, at fagforeningerne måtte tilbage til deres medlemmer. De kunne ikke bare acceptere. De har optrådt utroligt loyalt. Der har aldrig været tale om ondt blod imellem os. Og nej vi har ikke meddelt at vi lod flyene fylde med brændstof som en trussel. Det har blot været livets realiteter.
Jeg vil heller ikke beskylde kabineforeningen for at trække tiden ud. Det tog længere tid en beregnet med piloterne, mens kabinen måtte vente.
Også en stor tak til adm. direktør Rickard Gustafson. Han har gjort en helt formidabel indsats i to døgn uden søvn for at få det her i hus. Vi har faktisk arbejdet sammen om planen siden april.
Der er nu skabt det ideelle fundament at vokse på, og det er op til ledelsen at skabe vækst og optimisme. SAS kan klare sig mange år frem. Om det skal være alene eller i en alliance, en fusion eller lignende er op til ejerne. Jeg har aldrig lagt skjul på, hvad jeg mener, nemlig at det ville være godt med partnerskab på sigt. Vi er et selskab der lever i ny og bedre udgave.”
Jacob Wallenberg, som udover at repræsentere Sverige også selv ejer godt 10 procent af aktierne i SAS var lidt mindre præcis om fremtiden og eventuelt salg.
”Jeg mener vi nu er i stand til at klare os alene mange år frem. Og vi kan indgå i andre strategiske overvejelser i god form, hvis det bliver aktuelt. Vi kan også selvfinansiere indkøb af nye fly.”
Samme Jacob Wallenberg har i øvrig bebudet, at han ønsker at træde ud af SAS-bestyrelsen på næste generalforsamling til marts.
Formand Fritz Schur får ingen opfordring fra den danske regering om at gøre det samme. I et TV- interview sagde finansminister Bjarne Corydon efter afslutningen af forhandlingerne:
”Vi har nu et flyselskab, der kan stå egne ben. Derfor har man lov at være glad. Den plan er noget enestående. Jeg ser frem til ro i SAS og i lufthavnene. Hvad formand Frits Schur angår, har vi stor tillid til ham og den løsning, han har stået i spidsen for.”

STANDBY.DK Nyt om rejser


