Rejsende på Sri Lanka. (Foto: Flora M. Baumgarten)

Generation Z vil hellere betale for oplevelser

Personer i Generation Z er potentielt interessante for rejsebranchen, da de prioriterer oplevelser højere end ejendele. Aldersgruppen ventes at udgøre 40 procent af forbrugerne i USA i 2030.

Generation Z er en betegnelse, der benyttes om de mennesker, som er født mellem 1996 og indtil starten af 2010’erne, og konklusionen i en undersøgelse fra YouGov er, at det kan betale sig for rejsebranchen at sætte sig ind i deres ønsker og prioriteter.

Det forventes nemlig, at personer i denne generation vil udgøre 40 procent af forbrugerne i USA i 2030, ligesom de vil udgøre 34 procent af landets samlede arbejdsstyrke, og i tillæg hertil adskiller de sig fra ældre generationer på nogle punkter, der gør dem særligt interessante for branchen.

Personer i denne generation orienterer sig nemlig i høj grad mod oplevelser, som de i øvrigt foretrækker at bruge deres penge på fremfor ejendele og andre besiddelser. Det skriver det amerikanske medie TravelPulse.

Bør holde øje med sociale medier
Udover at Generation Z vægter oplevelser højere end materielle gode, er der også flere andre karakteristika, som er anderledes end ved andre generationer. Det er blandt andet, at sociale medier spiller en nøglerolle i den måde, hvorpå de planlægger deres rejser.

Medlemmer af Generation Z bruger disse platforme til at finde inspiration, lave research om en given destination samt til at dele oplevelser med andre i form af billeder og opslag.

Derfor kan der være en pointe i, at rejsearrangører, der ønsker at appellere til forbrugere i denne aldersgruppe, bør fokusere på at skabe en stærk tilstedeværelse på sociale medier samt opnå en forståelse for hvilket rejsemål, hoteller eller tendenser, der er populære på TikTok eller Instagram.

”Mange rejsende fra Generation Z er meget påvirkede af det indhold, de ser på sociale medier, hvilket ofte resulterer i, at de ikke er så åbne for de råd og den vejledning, vi kan tilbyde på baggrund af vores erfaring. Hvis de har set et hotel eller en destination på TikTok, så er de helt sikre på, at det er dér, de vil hen,” fortæller Sydney Stubbs, der er kunderådgiver ved rejsebureauet Those Who Wander Travel.

Mere spontane forbrugere
En anden væsentlig forskel på Generation Z og de ældre forbrugere er, at fleksibilitet og spontanitet vægtes højt af den yngre generation, der derfor typisk ikke reserverer deres rejser så lang tid i forvejen som eksempelvis de såkaldte Millennials, der er født fra 1980 til 1995.

Det mere spontane forbrugsmønster betyder også, at medlemmer af Generation Z er mere villige til at rejse alene, da de ikke nødvendigvis ønsker at vente på, at flere personers kalendere kan gå op, ligesom de også foretrækker ferier, der i højere grad bærer præg af eventyr.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de er mere tilbøjelige til at rejse til destinationer, der ligger et stykke væk fra den slagne vej. I tillæg hertil ønsker de ikke, at en guide skal tage dem i hånden og vise rundt. De vil derimod hellere forsøge at opleve destinationen igennem de lokales øjne og søger bevidst væk fra attraktioner og turistfælder.


Relaterede artikler:

Gen-Z kvitter jobbet uden lovede forretningsrejser

Sådan rejser de 18-24-årige fra Norden

Krydstogtselskab vil tiltrække næste generation