Generationsskifte i rejsebureau

Alfa Travels seks ejere er fra venstre Allan Nielsen, Peter Kærby, Tommy Iversen, Christian Skadkjær, Jeanette S. Christensen og Lars Frederiksen

Alfa Travels seks ejere er fra venstre Allan Nielsen, Peter Kærby, Tommy Iversen, Christian Skadkjær, Jeanette S. Christensen og Lars Frederiksen

REJSEBUREAUER: Ved årsskiftet fik Alfa Travel i Holstebro nye ejere. Fem medarbejdere, der de seneste år har haft en mindre aktiepost, har nu 90 pct. af aktierne – rejsebureauets grundlægger har stadig 10 pct. og er bestyrelsesformand.

Stifter af Alfa Travel, Lars Frederiksen, har for et ikke oplyst beløb solgt hovedparten af sine aktier i rejsebureauet til fem medarbejdere; herunder den adm. direktør, Peter Kærby, der kom til for et år siden.

Med salget af 90 pct. af aktierne afgiver Lars Frederiksen den bestemmende indflydelse, men fortsætter som formand for selskabets bestyrelse.

Lars Frederiksen åbnede Alfa Travel i 1997 med fokus på grupperejser. Bureauet har i dag 16 medarbejdere og havde sidste år næsten 30.000 gæster. For at lette rejsebureauets forestående generationsskifte blev det i 2012 til et aktieselskab.

Lars Frederiksen grundlagde Alfa Travel efter mange år som underdirektør hos Benns Rejser i Holstebro. Gennem alle Alfa Travels leveår har det hvert år skabt vækst og omsatte forrige år for tæt på 90 mio. kr. og fik et overskud på ca. 5,7 mio. kr.

”Hjertet bløder, men hjernen siger mig, at det er den rigtige beslutning og udtryk for rettidig omhu. Jeg er glad for, at det er lykkedes at lave en konstellation, hvor ejerskabet fastholdes internt. Det er vigtigt for mig, at vi bevarer arbejdspladserne i Holstebro, og Alfa Travel kan fortsætte uændret som et af de få uafhængige og danskejede rejsebureauer,” siger Lars Frederiksen.

Alfa Travels nye ejere er adm. direktør Peter Kærby, økonomichef Allan Nielsen, rejsekonsulenterne Tommy Iversen og Christian Skadkjær samt marketingchef Jeanette S. Christensen.