AKTUEL KOMMENTAR: ”Er smittetrykket på et rejsemål lavere end i Danmark, må vi lukke op,” skriver Henrik Specht, direktør i RID, charterselskabernes brancheforening.
Af Henrik Specht, direktør, Rejsearrangører i Danmark, RID
Siden marts har tusinde danskere måtte droppe deres ferierejse som følge af Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Hele eller store dele af verden har i de forgangne knap ni måneder været orange, hvilket betyder at ”ikke-nødvendige rejser” frarådes. For den de facto tvangslukkede rejsebranche har konsekvenserne været enorme.
Men måske er der lys forude. For Det europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol, ECDC, har netop udstedt nogle nye retningslinjer for flyrejsende.
Baseret på epidemiologisk evidens konkluderer ECDC, at udbredelsen af COVID-19 blandt rejsende synes at være lavere end udbredelsen i hele befolkningen.
ECDC konkluderer endvidere, at ”i den nuværende epidemiologiske situation kan karantæne eller systematisk testning af rejsende for COVID-19 ikke anbefales”. Anbefalingerne støttes af EU’s Luftfartssikkerheds Agentur (EASA) og WHO.
Det er ikke lande, der smitter. Det er mennesker
Det er smittemæssigt ikke mere risikabelt at være i et fly end på landjorden. Tværtimod. Derfor anbefaler RID, at rejsevejledningerne skal gentænkes for at rejsebranchen kan genstartes.
Rejsevejledningerne bygger på det princip, at der er sikkert i Danmark og kan være usikkert på specifikke rejsemål, hvorfor man bør fraråde rejser dertil.
Den præmis holder ikke under en pandemi, hvor smittetrykket på en række populære rejsemål er væsentligt lavere end i Danmark.
Det er ikke lande, der smitter. Det er mennesker.
Derfor er det unødvendigt at fraråde rejser baseret på geografi. Grænselukninger er ikke løsningen. Hvis vi som rejsende opfører os fornuftigt og efterlever de lokale myndigheders anvisninger, er der ingen grund til at fraråde ferierejser til udlandet.
Regeringen har besluttet at indføre regionale rejsevejledninger. Det hilser vi velkommen.
I kølvandet på ECDC’s anbefalinger er det vores håb, at myndighederne vil revurdere de restriktive kriterier og tærskler mv. og give mulighed for atter at rejse til udvalgte rejsemål.
Hvis smitte-trykket på et rejsemål er lavere end i Danmark, må vi lukke op. Lad os gerne teste de ferierejsende ved udrejse og hjemkomst, men lad os ikke sidde de europæiske sundhedsmyndigheders vurderinger og anbefalinger overhørig.
Relaterede emner:
Tør regeringen ikke sige højt, at den vil lukke rejsebranchen?
”Er rejsebureauernes 4.000 jobs ikke vigtige for regeringen?”