Christian Ernstved-Rasmussen, (Arkivfoto: Preben Pathuel)

”Rejsebranchen er helt og aldeles overladt til sig selv”

AKTUEL KOMMENTAR: I opslag på Facebook skriver rejsebureaudirektør: ”Flere store internationale spillere er klar i kulissen. For dem handler det ikke om kunderne har en dejlig ferie.”

Af Christian Ernstved-Rasmussen, medstifter af og administrerende direktør for rejsebureauet Den Grønne Rejse

Kære Christiansborg, kære Mette Frederiksen, Torsten Schack Pedersen, Simon Kollerup, Brian Mikkelsen, Lars Thykier, Lars Sandahl Sørensen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen,

Jeg skriver med et ydmygt ønske om håb. Et spinkelt håb om, at I nu vil komme til fornuft, og komme en hel branche til undsætning.

Rejsebranchen.

Siden corona tog fat i foråret, har vi siddet helt bagest i toget. I virkeligheden har vi vel nærmest stået op, da der ikke er eller var siddepladser til alle.

Og toget er nu meget tæt på at ankomme til endestationen, som hverken hedder Frederikshavn, Thisted eller Gedser. Endestationen hedder opsigelse, konkurs, arbejdsløshed eller overførselsindkomst. Det er der, hvor toget er på vej hen, hvis ikke der skiftes spor eller hurtigt etableres en sidste station inden endestationen.

Provokeret af dansende minister
I går så jeg et billede af erhvervsminister Simon Kollerup, som var kommet ud fra det møde, hvor udvidelsen af hjælpepakkerne var faldet på plads. På billedet danser han fandango eller glædes-dans – eller noget der ligner. Jeg er bare nødt til at sige, at et sådant billede i den grad provokerer mig. Og nok ikke bare mig, men hele rejsebranchen.

Jeg vil ydmygt foreslå, at både minister og det samlede flertal for udvidelsen af hjælpepakkerne skulle aftale et virksomhedsbesøg hos et dansk rejsebureau eller alternativt hos Danmarks Rejsebureau Forening (DRF). Jeg er sikker på at DRF’s direktør, Lars Thykier, meget gerne forklarer lidt om, hvordan vores branche hænger sammen. I er også meget velkomne hos Den Grønne Rejse.

Flere er allerede faldet bagud af toget
Det er nemlig sådan i vores branche, at vi ikke har en masse faste omkostninger ud over løn. Den helt store post i alle regnskaber fra rejsebureauer er løn. Og sådan har det været i årevis. Nærmest i generationer. Her er ikke mange leasede biler, dyre lokaler på fine adresser eller omkostningstunge forsikringer. Her er lidt computere, nogle telefoner og nogle skriveborde. Og så er der en masse rigtige mennesker. Som i øjeblikket ikke har noget at lave.

Den nye og udvidede hjælpepakke lukker ikke op for løntilskud. Løntilskud gives kun, hvis en virksomhed er tvangslukket af myndighederne. Langt de fleste rejsebureauer er de facto tvangslukkede, da der i øjeblikket nærmest ingen omsætning er. Men myndighederne har ikke forbudt os at holde åbent. Derfor ingen løntilskud. Og dermed ingen hånd under branchen – eller et nyt spor at køre ud ad. Vi er overladt helt og aldeles til os selv, og flere er desværre allerede faldet bagud af toget.

Da corona satte ind, blev der vedtaget en ordning, som skulle administreres af Rejsegarantifonden. Og mange af jer politikere sagde, at nu var rejsebranchen reddet.

Hvad var der til rejsebureauerne? Ingenting.
Men det viste sig, at den hjælp vi kunne få, var et lån. Og ikke en reel støtte.

Ydermere viste det sig, at de penge som kunne udbetales, de skulle gå til leverandører og kunder. Ikke til bureauerne. Leverandørerne skulle havde de penge, som de kontraktuelt skulle modtage (gæster eller ej), og de danske forbrugere skulle have de penge tilbage, som de havde forudbetalt for kommende rejser. Men hvad skulle bureauerne have? Ingenting.

Hvis vores branche ikke overlever, hvilket meget tyder på den ikke gør, så er det ikke bare mange rigtige menneskers skæbne, det handler om.

Så er det også fremtidens rejsemarked. For der er flere store internationale spillere, som står klar i kulissen. Og for mange af dem, så handler det ikke så meget om kundernes tilfredsstillelse eller om deres gæster har en dejlig ferie eller ej. Det handler kun om én ting: overskud og fortjeneste.

Så kære politikere: skift spor nu – og giv os den hjælpende hånd, vi i stor stil har brug for. For det er ved at være sidste udkald. Næste udkald er endestationen…

Relaterede emner:

Jagtrejsebureauer er hårdt ramt af coronakrisen

Rejsebranchen raser over dansende minister

DRF: Der er mange fugle på taget, men vi har ingen i hånden

”Regeringen klemmer livet ud af rejsebranchen”