Flypassagerer venter i lufthavn – arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Gouda: Billetformidlere kan sætte flyrejsende i knibe

Hver tredje dansker har købt flybillet via en billetformidler, men det kan skabe store problemer, hvis noget galt på rejsen. Gouda Rejseforsikring ser stigende antal klager over billetformidlere.

Flybilletformidlere – herunder OTA’er (Online Travel Agency) – har gjort det nemt for forbrugerne, så længe der ikke går noget galt på rejsen, konstaterer Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse.

Gouda henviser til data fra Trafikstyrelsen, der ifølge rejseforsikringsselskabet viser, at i 28 procent af de klager, Trafikstyrelsen har modtaget over flyselskaber i år, er billetterne købt gennem en bookingportal eller rejsebureauer.

Trafikstyrelsen har fra starten af i år og til 25. september modtaget 1.420 klager over flyselskaber. Ud af disse er billetten i 395 tilfælde købt gennem en formidler (både billetportaler og rejsebureauer)

Rent juridisk står man bedst…
Det kan som forbruger være besværligt at gennemskue, hvordan man er stillet, når man vil klage, og man har købt sin billet via en billetformidler, lyder det fra Line Elikofer, kontorchef i Trafikstyrelsen. Hun siger i pressemeddelelsen fra Gouda:

”Rent juridisk står man bedst, hvis man booker direkte gennem ét flyselskab, og at man laver én samlet booking, uanset om rejsen har flere etaper. Ellers risikerer man, at der ikke er mulighed for erstatning i forbindelse med forsinkelse eller aflysning.

For eksempel er man som udgangspunkt selv ansvarlig, hvis man bestiller igennem en bookingportal, og mellemlandinger undervejs betyder, at man misser det næste fly,” siger kontorchefen.

Køb hos europæisk flyselskab – eller pakkerejse hos rejsebureau
I en ny undersøgelse, lavet af analyseinstituttet YouGov for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring, svarer hver tredje dansker, der har rejst til udlandet de seneste fem år, at de på et tidspunkt har benyttet sig af en billetformidler.

De tre OTA’er, de cirka 1.000 deltagere i undersøgelsen, kunne svare, om de havde købt en flybillet hos, var: Kiwi.com, Ticket.com og Flybillet.dk

Fagchef i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen, siger, at forbrugerne bør tænke sig om en ekstra gang, inden de køber en flyrejse:

”Som rejsende er det vigtigt, at man kan være tryg ved, at man får hjælp og eventuelt erstatning ved uforudsete hændelser. Det er Goudas klare anbefaling, at man køber flybilletter direkte gennem europæiske flyselskaber, eller fra rejsebureauer og køber en pakkerejse (for eksempel fly og hotel) og hvor man ved, at rejsebureauet har styr på tingene fra udrejse til hjemrejse.”

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauforening: Forskel i hjælp til flyrejsende efter globalt IT-nedbrud

Dansk højesteretsdom kan påvirke salg af flybilletter

Dansk domstol havde 11.000 sager om flykompensation