GPS er tæt på sammenbrud

Advarslen kommer fra den amerikanske rigsrevision, Government Accountability Office (GOA), i en ny rapport som fortæller, at de 20 år gamle satellitter, som tilhører USAir Force, ventes at give op indenfor et års tid på grund af manglende vedligeholdelse, skriver politiken.dk.

 

Air Force er ved at udskifte satellitterne, men det går langsomt og programmet er forsinket og ifølge rapporten til kongressen er det tvivlsomt om GPS-funktionen kan opretholdes uden afbrydelser med mindre indsatsen styrkes og fremmes.

 

Den første af de 35 satellitter, der skal afløse de gamle skulle være sat i kredsløb for to år siden, men kommer først op til november. Den forsinkelse har fået andre til at indføre deres egne GPS-systemer. Det gælder for eksempel Kina, som med sit Beidou-system foreløbig dækker Kina, men efter planerne også skal omfatte hele verden.

 Russernes tilsvarende system hedder Glonass, og EU vil opsende positionssatellitter under navnet Galileo.

Skrevet af Flemming Juul