Grønne lavprisfly overhaler SAS

En gennemgang af syv af SAS’ nærmeste konkurrenter afslører, at de fleste lavprisselskaber flyver med væsentligt nyere fly end SAS, skriver Berlingske Tidende i dag. Lavprisselskabernes nye fly er mere brændstof-effektive og udleder mindre CO2, men det er alligevel uvist, hvornår SAS får råd til at købe nye maskiner. SAS har nemlig ikke vedtaget noget program for nye indkøb.

SAS’ økonomiske situation gør det ikke muligt for os at købe nye fly i dag,” siger SAS’ miljøchef Martin Porsgaard. Han siger, at det er selskabets strategi at vente med at udskifte flyflåden til 2015-16.
”Hvis vi valgte at gå ud og købe nye fly nu, så ville vi spare 10-15 pct. på CO2-udledningen. Men hvis vi venter til 2015 eller 2016, så vil vi opnå en besparelse på 25 pct.,” forklarer han.

Ud af SAS’ ca. 250 fly er omkring en tredjedel mere end 14-18 år gamle. Det betyder, at den gennemsnitlige alder af SAS’ flyflåde ligger på ni år. Til sammenligning er lavpriskonkurrenterne EasyJet og Ryanairs fly tre-fire gange yngre. Ifølge Berlingske Tidendes undersøgelse af otte forskellige flyselskaber er gennemsnitsalderen for Easyjets fly på 2,3 år, mens Ryanairs fly gennemsnitligt er 2,7 år gamle. I midterfeltet ligger Germanwings og Air Berlin, hvis fly er fire-fem år gamle, mens Sterling med sine 7,5 år gamle fly ligger i toppen sammen med SAS og Norwegian.

Skrevet af Simon Jørgensen