Græsk strejke forsinker feriefly

Flyveledere i Grækenland startede i morges en strejke, som ventes at slutte ved middagstid. Det betyder, at alle græske lufthavne har været lammet her i formiddags, hvilket har ført til 47 aflyste afgange for det nationale flyselskab Olympic Airways, skriver ekstrabladet.dk.

 

For danske chartergæster betyder det også en forsinket feriestart og hos Thomas Cook Airlines siger informationschef Torben Andersen, at selskabet i formiddags havde 10 flyvninger fra Skandinavien til Kreta, som bliver forsinket op imod halvanden time, da de først kan lande efter kl. 12.00. Hertil kommer risikoen for yderligere forsinkelser på grund af ophobning af fly.

 

Tre af selskabets fly fra København og Billund skal gennemføre endnu en flyvning i eftermiddag og her regner Torben Andersen med følgeforsinkelser i størrelsesordenen en time.

 

”Hvert år – når højsæsonen starter – kommer de græske punktstrejker. Vi kan nærmest stille ure efter dem. På lørdag venter vi en tilsvarende strejke, men da har vi ikke flyvinger til Grækenland”, siger informationschefen til avisen.

Skrevet af Flemming Juul