Hårdere SAS-konkurrence

I dag er konkurrencen hårdere og mere uforudsigelig, skiger SAS Danmarks adm. direktør Susanne Larsen til business.dk.

  

Ifølge direktøren var Sterling en fin konkurrent med et tydeligt konkurrencebillede, mens et større antal konkurrenter er med til at gøre billedet mere uklart og konkurrencen hårdere. De flere konkurrenter er kommet på banen for at lukke hullerne efter Sterling.

  

Blandt konkurrenterne er Cimber Air, der har købt Sterlings brand, slots og certifikater. To fly indsættes på Cimber-ruter, mens 6-8 fly med tiden skal indsættes på andre europæiske ruter. Desuden er Norwegian og Transavia kommet ind på markedet med en række nye ruter ud af København og easyJet vil åbne ruter fra København til Gatwick.

  

Som modtræk har SAS åbnet nye ruter til tre europæiske destinationer og øget kapaciteten på fire ruter.

  

Susanne Larsen er dog ikke sikker på, at det nuværende billede vil holde sig. Hun understreger, at nye ruter typisk får op til et halvt års levetid for at vurdere om de er bæredygtige eller ej. SAS er indstillet på at åbne nye ruter, hvis de er forretningsmæssigt bæredygtige, men tendensen er lige for tiden en opbremsning.

  

SAS er efter et boom da Sterling lukkede nu tilbage på sit tidligere niveau med 47-48% af passagererne i Københavns Lufthavn.

 

Skrevet af Flemming Juul