Scandic Regina i Herning er et af de tre Scandic-hoteller i Danmark, hvor 12 landshold bor under den kommende VM-slutrunde i herrehåndbold. Foto: Scandic Hotels.

Håndbold-VM giver Scandic 4.000 overnatninger

Torsdag begynder VM-slutrunden i herrehåndbold i Danmark og Tyskland. To Scandic Hoteller i København og et i Jylland huser 12 af de deltagende landshold.

Den kommende VM-slutrunde giver ekstra business i Danmarks største hotelkæde, Scandic skal huse halvdelen af de i alt 24 deltagende nationer. Holdene skal i København bo på Scandic Sydhavnen og kædens nyeste hotel, Scandic Kødbyen, mens Scandic Regina i Herning bliver vært i det jyske.

Kampene spilles i Danmark og Tyskland fra 10. til 27. januar – kampene i Danmark afvikles i Royal Arena i København og Boxen i Herning, men kampene i Tyskland spilles i Berlin, Hamborg, Køln og München.

Danmark er i gruppe C og spiller sine kampe i Jyske Bank Boxen i Herning, bortset fra den første, der spilles i Royal Arena i København. De andre hold i Gruppe C er Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi-Arabien.

Gruppe D spilles i København, hvor spillerne, trænere og resten af stabene overnatter på Scandic Kødbyen og Scandic Sydhavnen – her er holdene Sverige, Ungarn, Qatar, Argentina, Egypten og Angola.

”Scandic Regina i Herning samt københavnske Scandic Sydhavnen og Scandic Kødbyen huser samtlige landshold, der spiller på dansk grund under VM-slutrunden. I alt bliver det til over 4.000 overnatninger,” fortæller kommunikationschef for Scandic i Danmark, Daniel Kirchhoff, til STANDBY.dk

”Vi har glædet os til at byde alle landsholdene velkommen. Scandic har stor erfaring med at tage vare på topidrætsudøvere. Derfor er vi også stolte af at være godkendt som VM-hotel ved at opfylde det Internationale Håndboldforbunds omfattende krav for teamhoteller; det drejer sig blandt andet om størrelser af værelser, længden på senge, maden der serveres, mødelokaler og så videre,” siger Daniel Kirchhoff.

Scandic er på banen
Scandic Hotels har siden 2013 været Officiel Hotelpartner hos Dansk Håndbold Forbund. Det betyder, at hotelkæden danner ramme for både håndboldherrerne og håndbolddamerne, når der i årets løb spilles landskampe på dansk grund.

”Efter mange år i ’gamet’ er Scandic specialiserede i individuelle løsninger, der imødekommer spillernes konkrete behov for forplejning og hvile. Kollegaerne på håndbold-hotellerne vil arbejde knaldhårdt på at sikre holdene de bedste forberedelsesmuligheder,” siger Daniel Kirchhoff.

Relaterede artikler:

Hotelgæster skal bruge mindre vand

Rekordår i Messecenter Herning

Endnu en sportsstjerne får rejsebureau