Haves: Lufthavn med succes Ønskes: Sympati fra brugerne

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Københavns Lufthavn er en pengemaskine med et kæmpe overskud på ca. 1,5 mia. kr. og udbytte til private investorer. Det er i sig selv et problem, fordi flyselskaberne mener, det er alt for dyrt. Undskyldningen med myndigheder, som bestemmer, forhindrer ikke, at 2019-plan kan rykkes frem.

Af Ejvind Olesen           

Næppe var det nye år begyndt før fighten mellem flyselskaberne og Københavns Lufthavn forsætter. Ikke sådan at forstå, at der ikke er fælles ønsker om vækst og modernisering, hvor det kan være nødvendigt for eksempel ved bagageanlæg, ankomsthal og sikkerhedskontrol.

Flyselskaberne ønsker, at EU griber ind over for lufthavne, som misbruger deres monopol ved alt for høje passagerafgifter, som udgør 20 procent af flyselskabernes omkostninger.

Et af flyselskabernes argumenter – som i København – er, at selskaberne betaler infrastrukturen, mens lufthavnen gafler indtægterne fra parkering (og de er høje) og leje af butikker og restauranter (de er også høje). ”Uden vore passagerer, var der ingen indtægter,” hedder det.

Det er svært ikke at give flyselskaberne ret. Det er i hvert fald svært at se, hvorfor man ikke kan indgå et kompromis, men den danske stat har altså kun 39 procent af aktierne, fordi man uklogt i sin tid solgte 58 procent til australske Macquarie og en canadisk pensionskasse.

Men med den vrangvilje, den nuværende ledelse viser over for sine samarbejdspartnere, er den løsning ikke lige til at samle op. Der er heller ikke noget at hente i erstatning til flyselskaber for en sløjfning af bane 12-30, som reelt er en reducering af kapaciteten.

Den ene dag er Københavns Lufthavn omsværmet af erhvervsfolk, turist- og hotelbranche, minister, som alle roser lufthavnen til skyerne, bl.a. for store og dyre investeringer i troen på, at både behov og kapacitet i løbet af få år gør det realistisk at nå 40 mio. årlige passagerer frem for 29 mio. som ved dette årsskifte. Det er et stort spørgsmål, om flytrafikken vokser med samme fart de kommende år. Det kunne meget let gå den modsatte vej.

En anden dag kunne man læse: ”Jeg har kun negative ting at sige om lukningen af tværbanen. Vi har alle omkostninger, og lufthavnen har alle glæderne,” (Jesper Rungholm, direktør og ejer af Danish Air Transport.)

Han begrunder det med, at DATs initiativ har banket indenrigstrafikken i gang igen til både Bornholm og Karup. Det løber kun lige rundt, hvis man ikke skal sætte billetpriserne op, men trenden går den modsatte vej.

Når lufthavnen samtidig lægger sig ud med sin største kunde, SAS, og får prædikatet, at det er ”meget, meget dyrere at benytte København frem for Stockholm,” så er tiden inde til, at statens repræsentanter i både SAS og lufthavnens bestyrelse oplader deres røst og melder ud, hvad de egentlig mener.

Måske erhvervsminister Brian Mikkelsen skulle fortælle ledelsen i Københavns Lufthavn, at de ikke er Guds gave til folket og samtidig meddele SAS og flyselskaberne generelt, at de skal være glade for, at vi har en så stor og velfungerende lufthavn. Og at vi gerne vil have, at de skal blive ved med at være de største kunder i lufthavnen. Vi er dog fortsat medejere af såvel lufthavnen som SAS.

Måske han skulle de foreslå bestyrelserne at arbejde frem imod at bliver EUs billigste lufthavn ved allerede nu at ændre de takster, der er aftalt frem til 2019. Noget sådant har det med at skabe vækst, det vil private investorer også gerne høre. Spørg bare i Norge og i Irland.

God weekend