Turisterhvervet i Helsingør melder om stadig bedre dage. ”I februar havde vi flere gæster og større omsætning end i februar 2019,” siger slotschefen på Kronborg Slot.
På tværs af Helsingør-Helsingborg-færgen, Kronborg Slot og Marienlyst Strandhotel er meldingen, at der er godt gang i turismen igen efter genåbningen. Flere melder om nye rekorder i februar, og fortsat fremgang i marts.
Turismen i Helsingør består primært af endagsbesøgende, færgeturister fra Sverige, eller fra København, der tager til Helsingør, men også af turister, der overnatter på hotel i Helsingør. Efter genåbningen i januar har rederiet ForSeas’ færgerute mellem Helsingborg og Helsingør oplevet en stor fremgang i trafikken.
Kristian Durhuus, administrerende direktør hos ForSea, siger i pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen, der har turistrådet i Helsingør under sine vinger:
”Vi har set et meget markant comeback for trafikken på ForSeas færger med rekordmange passagerer, især i weekenderne i februar-marts. Antallet af gående passagerer i februar i år var højere end i februar 2019 før corona. Rent faktisk satte vi rekord lørdag den 26. februar i år med over 18.000 gående passagerer på en dag, det højeste i over 25 år,” siger Kristian Durhuus.
Kronborgs succes i februar fortsatte i marts
Hos Helsingør og Nordsjællands største turistattraktion, Kronborg, var februar i år bedre end februar 2019, året før coronakrisen. Samtidig er turisterne på vej til igen at udgøre hovedparten af de besøgende, lyder meldingen fra Christian Irgens, slotschef hos Kronborg Slot.
Han siger i pressemeddelelsen: “Vi har rigtig god gang i besøg på Kronborg. I februar i år havde vi flere gæster og større omsætning end i februar 2019. Det er virkelig en god indikator for interessen, at turisterne igen er tæt på at være i overtal blandt vores besøgende.”
Slotschefen på Kronborg Slot tilføjer, at den positive udvikling fortsatte her i marts. “Tendensen med fremgangen i gæster er fortsat ind i marts, hvor vi indtil videre har haft omkring 600 besøgende om dagen i weekenden. Samtidig går aftenerne også rigtig godt, nogle dage har vi flere besøgende om aftenen end om dagen. Det er meget lovende,” siger Christian Irgens.
Marienlyst Strandhotel mærker også øget efterspørgsel fra et stigende antal turister fra ind- og udland: ”Vores gæster har trang til at komme ud og blive forkælet. Der er rigtig godt gang i livet på Marienlyst, hvor vi, efter åbningen af den nye fløj, aldrig har haft flere gæster i huset. Tendensen indikerer en rigtig god sommer,” siger Michael Lauritsen, hotellets administrerende direktør. Mens Marienlyst før havde 227 værelser og suiter, steg antallet i starten af i år med 100 i en ny fløj.
Helsingør Kommune var indtil starten af sidste år i destinationsselskabet Visitnordsjælland med kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs og Hillerød, men valgte at ”hoppe af” til fordel for Wonderful Copenhagen. WoCo er i antal medlemmer det største af Danmarks 19 destinationsselskaber.
Relaterede artikler:
Nordsjællandsk turisme: Vi er tilbage efter krisen