Den er helt galt i Puerto Rico

TURISME: Orkanen Maria har været meget hård ved den selvstændige amerikanske ø i Caribien. Nu tales der om op mod 900 omkomne. Krydstogtskibene er begyndt at komme igen, men det står slemt til med hoteller, veje og forurening.

Af Ejvind Olesen
På en halv snes besøg har jeg oplevet Puerto Ricos luksuriøse hoteller og pragtfulde sandstrande samt den skønne natur med de kæmpestore regnskove. Og vandret rundt i de spansk prægede gader med huse og balkoner fra kolonitiden.

Vel har det ved et besøg været øsende regnvejr, der fik regnskoven til at vågne op, og os til at blive alt for længe i bussen. Men jeg har også kørt den samme (lange) strækning fra San Juan, hovedstaden, til regnskoven i den strålende søndagssol og set det lokale folkeliv udfolde sig med hundredvis af mobile køkkenvogne, som tilberedte grillede kyllinger i vejkanten, som de igen solgte til hele familier, der spiste på stedet på en herlig søndagsudflugt.

Som en spøgelsesby
Forleden læste jeg reportager fra Puerto Rico netop nu. Sørgelig læsning efter, at øens befolkning har haft besøg af Maria-orkanen. Nu taler man om op til 900 omkomne. Det er ikke noget officielt tal, men slemt nok.

Det er åbenbart værre end på de tidlige dansk-vestindiske øer, De Amerikanske Jomfruøer, der ser ud til at komme hurtigere på fode igen.

”Det er som en spøgelsesby,” siger en amerikansk turist til den lokale presse. ”Vi er kommet her ofte efter år og plejer at være omringet af turister. Nu er her jo gabende tomt og masser af de lokale forretninger i Den gamle By er lukket. Det var før så farverigt, og flere af husene er stærkt beskadiget.”

Flere af de store internationale hoteller er lukkede. Det samme er mange tilhørende strande på grund af forurening. Mange restauranter er lukket, andre holder åbent med et lille udvalg af menuer, men mangler fortsat strøm. Andre mindre lokale restauranter har åbent og laver sparsomt mad til lokale, som ikke har nogen form for strøm eller vand. Og man hjælper hinanden.

En af de finere gourmetrestauranter, oprindeligt med en menu til et halvt hundrede dollar, hvilket er meget på de kanter, serverer nu et miks af lidt kød og ris for fem dollar. En anden sælger et måltid for, hvad det koster at holde nødgeneratorer i gang. En restauratør siger til avisen: ”Jeg har 14 ansatte, som jeg skal lønne og holde i gang, men ingen indtægter. Og knap nok mad til de ansatte”

Kun 30 procent har strøm
Omkring 100 hoteller er åbne, men stort set optaget af håndværkere og hjælpearbejdere, som er i fuld gang med at reparere så meget som muligt for at redde bare noget af juletrafikken.

Selv her seks uger efter Marias hærgen er der kun 30 procent af øens 3,7 mio. indbyggere, der har strøm.  Et område ud mod havet med 60.000 indbyggere er stort set lagt øde.

Puerto Ricos turistchef siger det rammende. ”Vi har normalt over fem mio. turister om året, som skaber en omsætning på fire milliarder dollars og beskæftigelse til 80.000. Nu skal vi være glade, hvis vi redder lidt af juletrafikken.”

Der er dog lyspunkter. Lufthavnen er åben igen (men mangler flere flyselskaber bl.a. Norwegian, som igen har stoppet ruten fra Skandinavien). Den moderne krydstogthavn, som er udgangspunkt til det sydligere Caribien, er delvis åben.

Spørgsmålet er blot, hvornår skibene vender tilbage, og udflugter på øen bliver i alle tilfælde både færre og kortere resten af sæsonen. Og det er turisterne man lever af, frem for kaffe, sukker og tobak som før i tiden.

Måske er der lidt håb. Alle øens kasinoer er åbne! Men hvem har lyst til at gamble?