Grækenland, Spanien og Italien er danskernes foretrukne rejsemål den kommende sommerferie – Danmark er nummer fire. Fly, bil og bus er de foretrukne transportmidler, viser ny undersøgelse.
2,4 millioner danskere over 18 år forventer i år at tage på sommerferie i udlandet. Det viser i hvert fald en befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har lavet for Dansk Erhverv.
Undersøgelsen oplyste ikke noget om danskernes favoritdestinationer i den kommende sommerferie, men ny opgørelse fra rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV har danskernes Top 10-rejsemål.
70 procent af de adspurgte i ERV-undersøgelsen, gennemført blandt 543 modtagere af Europæiske ERV’s danske nyhedsbrev i starten af maj, planlægger at rejse til sommer – enten i Danmark eller til udlandet. 16 procent har endnu ikke besluttet om, de skal rejse i deres sommerferie eller bliver hjemme.
I en pressemeddelelse skriver ERV, at danskere som har planlagt deres sommerferie i år, har denne Top 10: Grækenland, Spanien, Italien, Danmark, Tyskland, USA, Frankrig, Tyrkiet, Østrig og Storbritannien.
Flest flyver
Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsmand for Europæiske ERV, oplyser i pressemeddelelsen, at ERV-undersøgelsen også viser, at blandt de adspurgte, vælger 73 procent at flyve til årets sommerferie.
”Det er nok ikke overraskende, at flest vælger flyet til deres destination i sommerferien med tanke på, at Grækenland, Spanien og Italien er de mest populære destinationer,” siger Peter Steen Olsen.
De andre transportformer er ifølge undersøgelsen: Egen bil (15 procent), bus (fire procent), tog (tre procent), mens transportkategorierne færge/krydstogt samt lejet bil begge får kryds fra én procent af deltagerne i undersøgelsen. Resten af besvarelser viser at transportformen er egen eller lejet autocamper samt ”anden transportform.”
Danskernes 10 foretrukne rejsebyer i udlandet
Apropos danskernes planlagte udlandsrejser, så viste undersøgelse fra kreditkortselskabet Mastercard i sidste måned, hvilke 10 byer danskerne foretrækker i udlandet, eller rejser til som udgangspunkt for en udlandsrejse:
Listen blev toppet af Nice, fulgt af Palma de Mallorca, Kretas andenstørste by Chania, München, Alanya i Tyrkiet, Malaga, de italienske byer Bari, Firenze og Bologna og slutteligt Barcelona.
Relaterede artikler:
2,4 millioner danskerne på sommerferie i udlandet
96 ferielande: Her er der mest og mindst for pengene
EU-opgørelse: Disse europæiske lande har det reneste badevand