I både Obertauern og Zell am See-Kaprun varer skisæsonen i Østrig frem til maj. Fotokreditering: Kitzsteinhorn.

Højtliggende skiområder lover skiføre frem til maj

Flere højtbeliggende skiområder i østrigske Salzburgerland forsikrer om sne i både april og maj. Og sidst på sæsonen er der også færre skiløbere og dermed mindre rift om lifte, lyder meldingen.

Obertauern og Zell Am See-Kaprun byder det meste af foråret på snefyldte pister, hedder det i pressemeddelelse fra SalzburgerLand Tourismus. Wien, Salzburgerland og Tyrol er de tre områder i Østrig, flest danskere besøger, viser tal fra Østrigs Turistbureau.

SalzburgerLand er danskernes foretrukne skisportsdestination i Østrig. Regionen tæller skisportsrejsemål som Hochkönig, St. Johann in Salzburg, Skicirkus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn, Obertauern, Zell am See-Kaprun, Wagrain og Salzburger Saalachtal. SalzburgerLand råder over mere end 2.000 kilometer pister, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Johanna Krainer, marketingchef for SalzburgerLand Tourismus: “Ved at vælge en skiferie i Obertauern eller Zell am See-Kaprun sent på sæsonen, er der god mulighed for at nyde pisterne. Når mængden af skiturister traditionelt aftager efter vinterferien og påske, åbnes der nemlig op for en mere afslappet atmosfære på pisterne.”

Færre på pisterne
Obertauern, et af Østrigs mest snesikre skiområder, har med sin beliggenhed højt i Hohe Tauern-bjergene, perfekte betingelser for forårsskiløb frem til og med april. Og i Zell am See-Kaprun varer sæsonen helt frem til årets første sommermåned, juni, hedder det i pressemeddelelsen.

Blandt fordelene ved at lægge skiferien i sidste del af sæsonen, er også langt færre skiløbere på pisterne, og dermed mindre rift om både lifte, hoteller og de mest populære pister.

Fem lande er danskernes skiferiefavoritter
Ifølge Danmarks Skiforbund er 500.000 danskere årligt på skiferie i Alperne, Sverige og Norge – halvdelen rejser i vinterferien.

For nylig viste en undersøgelse fra rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV, at syv procent af danskere over 18 år er på skiferie denne vinter, primært på ski eller snowboard i Skandinavien eller Alperne.

I en pressemeddelelse skrev ERV, at blandt danskerne er Østrig og Norge favoritdestinationerne denne vinter. 34 rejser til Østrig, næsten samme antal, 33 procent, tager til Norge. Sverige kommer på en tredjeplads, fulgt af Frankrig og Italien.

 

Relaterede artikler:

Disse fem lande er danskernes skiferiefavoritter

Direktør for skirejsebureau: Der er altså sne i alperne

Kendt dansk hotelmand udskifter Aarhus med skihoteller i Østrig