Hoteldirektør skælder på Booking.com

Sandra Plesner Weinert, ejer og adm. direktør for Guldsmeden Hotels.

HOTELLER: ”Booking.com er ikke med til at markedsføre noget som helst land frem for et andet. De er raslende ligeglade, bare de får deres kommission,” lyder kritikken fra kendt dansk hoteldirektør.

Standby.dk bragte i går en artikel om, at Booking.com har hædret 883 overnatningssteder i Danmark for gode kundeoplevelser baseret på gæsteanmeldelser på søgemaskinen med en Guest Review Award for 2016. Alle topscorerne var dog nærmest ukendte.

Medejer af og adm. direktør for den danske kæde Guldsmeden Hotels, der også har hoteller i udlandet, Sandra Plesner Weinert, siger til standby.dk: ”Booking.com har ingen speciel interesse for destinationerne, kun for sin egen tegnebog. Booking.com har f.eks. intet på deres hjemmeside, der beskriver bydelene, hvor hotellerne ligger. Her har vi i København heldigvis Wonderful Copenhagen, der gør et stort arbejde for at markedsføre København i udlandet.”

”Jeg siger dette, fordi Booking.com forsøger at give det indtryk, at de er med til at markedsføre destinationer. Men jeg siger det bestemt ikke, fordi jeg er bitter, tværtimod, det går rigtig godt for de københavnske hoteller,” siger Sandra Plesner Weinert og tilføjer: ”Der er intet sympatisk ved Booking.coms forretningsmetoder – og jeg vil gerne have fokus på, hvad de gør med deres penge. Alene vores Guldsmed-hoteller betaler over fem mio. kr. om året i kommission til Booking.com – pengene betales til en konto i England.”

Tidligere i går skrev Sandra Plesner Weinert og pressechef hos Guldsmeden Hotels, Kirsten Aggersborg, en længere kommentar på standby.dk til artiklen om Booking.com.

Her stod bl.a.: ”Stort tillykke til de fine overnatningssteder, som har fået positive reviews fra glade gæster, det er skønt at se at det arbejde, der lægges i at yde omsorg og god service bliver værdsat.

Men i forhold til betragtningerne omkring Booking.com og deres rolle for Danmark, har vi et par kommentarer: Først og fremmest er Booking.com ikke med til at markedsføre noget som helst land frem for et andet.

Booking.com er raslende ligeglade med, om de rejsende tager til Dubai eller Danmark, bare de får deres bid af kagen i form af kommissionen.

At Booking.com har 14 ansatte i Danmark er ikke imponerende i forhold til den omsætning, de genererer i Danmark – alene for Guldsmeden Hotels betaler vi dem mere i kommissioner, end 14 vellønnede ansatte koster.

Nej, det interessante regnestykke ser sådan her ud: Hvor meget betaler de danske hoteller, restauranter og andre virksomheder i kommission til Booking.com om året? Hvor meget national og international markedsføring kunne vi købe os til for det beløb?

Det markedsføringsbidrag, som vi ville have kunnet give til VisitDenmark, hvis de og vi ellers ikke havde sovet i timen og ladet de store bookingportaler skabe sig et magtmonopol, det ryger direkte ned i bookingportalernes lommer – og ikke en krone modtager Danmark den anden vej i form af jobs, skattekroner og moms.

København – og sikkert også Aarhus, som ligger højt på hot-spot listerne lige nu – skal nok klare sig uden at få noget markedsføring fra bookingportalerne. Vi får masser af omtale fra presse, bloggere og de rejsende. Men tænk, hvad de mange millioner kr. kunne betyde for de mindre besøgte danske destinationer – hvis nu Bornholm, Svendborg, Sønderjylland og alle de andre dejlige steder i landet blev eksponeret tilsvarende det beløb, som de lige nu giver i kommissioner?

Branchen har selv været med til at føde monstret, ingen tvivl om det – men vi skal være ærlige omkring hvad det er, og hvilke konsekvenser det har for os og for landet. Det er den eneste vej til forbedringer,” lød det fra duoen fra Guldsmeden Hotels.