Chren Vilander Thomsen bliver direktør for Comwells første hotel i København som også bliver kædens største hotel. Hans afløser som hotelchef på Comwell Køge Strand er fundet.
Til august næste år åbner Comwell Copenhagen Portside i Københavns Nordhavn med 484 værelser. 1. august i år tiltræder hotellets kommende direktør, 45-årige Chren Vilander Thomsen.
Han er i dag hotelchef på Comwell Køge Strand, hvor han afløses af 50-årige Pernille Pokriva, hotellets Meeting Designchef. Chren Vilander Thomsen og Pernille Pokriva begyndte i øvrigt samme dag i 2014 på Comwell Køge Strand.
Med sine 484 værelser og suiter samt 17 møde og konferencelokaler bliver Copenhagen Portside den danske Comwell-kædes største hotel – den titel har i dag Comwell Aarhus med 240 værelser.
I alt har Comwell Hotels 14 hoteller og konferencecentre i Danmark, to i Sverige og driver konferencecentret Comwell Conference Center Copenhagen i Bella Center samt Centralværkstedet i Aarhus.
Navnet kommer fra hans gudfar
Chren Vilander Thomsen har mange gange måtte forklare sit sjældne fornavn.
”Jeg er opkaldt efter min nordjyske gudfar – han hed godt nok Christian, men blev kaldt Chren – en version af det også sjældne navn Kræn,” siger den nyslåede hoteldirektør til STANDBY.dk
Han er første udnævnte medarbejder på Comwell Copenhagen Portside, der får over 100 arbejdspladser inden åbningen. Og navnet Portside til det kommende hotel skyldes dets nære beliggenhed til Øresund i Københavns Nordhavn.
Selve bygningen, der skal rumme det seks etager høje Comwell-hotel til over en halv milliard kroner, finansieres af danske AP Pension og Finlands største pensionsselskab, Keva.
Begyndte som piccolo
Chren Vilander Thomsen har fra ganske ung været bidt af hotelbranchen. Da han gik i folkeskolen havde han som 13-14 årig fritidsjob på det første Arp-Hansen hotel, Gentofte, hvor hans bedste vens mor dengang var direktør.
Gennem årene har Chren Vilander Thomsen sammenlagt arbejdet ti år for Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen Hotel Group, afbrudt af fem år i help desk hos det daværende handlingselskab Servisair i Københavns Lufthavn, inden han vendte tilbage til Arp-Hansen.
Fra Arp-Hansen skiftede han til åbningsteamet på Danmarks største hotel, Bella Sky, med 812 værelser ved Bella Center. Mens han var på Bella Sky kom tilbuddet fra Comwell om at blive hotelchef på Comwell Køge Strand, som Comwell overtog i 2014.
”Jeg har været meget glad for årene hos Comwell i Køge, men det har været i mine tanker at komme tilbage til København når den rigtige mulighed bød sig. Da Comwell lancerede Comwell Copenhagen Portside meddelte jeg ret hurtigt, at jeg var interesseret i en stilling på dette nye hotel,” siger Chren Vilander Thomsen.
Comwell-koncernen, der i år fejrer 50 års jubilæum, har foreløbig 950 fastansatte medarbejdere. Koncernen havde sidste år en omsætning på knap en milliard kroner.
De danske Comwell-hoteller har indtil nu omkring 2.000 hotelværelser, men yderligere 800 på vej i forskellige projekter. Udover Portside i København blandt andet også i Aarhus og Kolding.
Relaterede artikler:
Comwell har alle ansatte på skolebænken