Søger og får man et job hos Ruby Hotels og har det mindst et halvt år, så giver hotelkæden tilskud til en tatovering, piercing eller ny frisure. Pressefoto: Ruby Hotels.

Hotelkæde giver stabile nyansatte tatoveringstilskud

For at skaffe nye kolleger tilbyder den voksende tyske Ruby Hotels-kæde, der også har København på ønskelisten, året ud nye kolleger 500 euro i tilskud til en tatovering, piercing eller ny frisure.

Hotel- og restaurationserhvervet mangler medarbejdere efter coronakrisen. Det gælder også den tyske hotelkæde Ruby Hotels med hovedkvarter i München og foreløbig 15 europæiske hoteller i Tyskland og omegn. Yderligere 18 er på vej.

Under sloganet ”Ready for a new tattoo?” tilbyder Ruby Hotels, der blev åbnet i 2013 af koncernchef Michael Struck, nye kolleger tilskud på op til 500 euro, cirka 3.500 kroner, til en tatovering, piercing eller ny frisure.

Tilbuddet gælder kommende ansatte på kædens hoteller i udover Tyskland også Holland, Schweiz, Storbritannien og Østrig. Tilskuddet er betinget af, at den nye medarbejder er mindst seks måneder hos Ruby Hotels.

Kampagnen skal vise interesserede i at arbejde i hotelbranchen, at branchen er ”sexy” og at Ruby Hotels ikke bare er en klassisk arbejdsgiver, skriver hotelkæden i en pressemeddelelse.

“Ruby er et kærligheds-varemærke for holdspillere, der værdsætter karakter, sjæl og individualitet,” siger Uta Scheurer, kædens personaledirektør, der selv er tatoveret, og tilføjer: ”Vi elsker mennesker med personlighed og det vil vi kommunikere med denne kampagne, der adskiller sig fra klassiske hvervekampagner.”

Tatoverings-kampagnen begyndte i juni og varer året ud. Antallet af ansøgere til ledige stillinger i hotelkæden er steget 25 procent, oplyser Ruby Hotels. Skaffer en allerede ansat i hotelkæden en ny kollega, så kan begge få de 500 euro i tilskud, hvis den nyansatte forbliver mindst seks måned hos Ruby Hotels.

København er med i fremtidsplanerne
Ruby-kæden har i dag et eller flere hoteller i, eller er på vej til at åbne nye, i Amsterdam, Düsseldorf, Frankfurt, Geneve, Hamborg, Køln, London, München, Wien og Zürich. Næste år åbnes i Stuttgart og i 2024 i Dublin.

På Rubys hjemmeside nævnes også ”target markets,” byer, hvor man gerne vil have flere hoteller eller komme ind på markedet.

I Tyskland er det udover de eksisterende også Berlin, i resten af Europa omfatter ønskelisten blandt andet, nævnt alfabetisk: Budapest, Edinburgh, Helsinki, København, Lissabon, Madrid, Milano, Oslo, Paris, Prag, Rom, Rotterdam og Stockholm. Ligeledes har Ruby kig på at åbne hoteller centralt i storbyer i Asien (navnlig Kina og Japan), Canada og USA.

Relaterede artikler:

Flyselskab tillader synlige tatoveringer

1,2 millioner ledige jobs i europæisk turisme

Københavns hotelboom er gået i stå