WEEKENDKLUMME: Det er som om, hverken aktionærerne eller andre flyselskaber har synderlig interesse i SAS for tiden. Det har tilsyneladende lange udsigter med bryllup. Bejlerne fra British Airways Gruppen eller Mellemøsten tøver. Få nu fat i makeupkosten SAS og gør dig lidt lækker. Du skal ikke leve i cølibat resten af livet
Af Ejvind Olesen
Nej, vel er SAS ikke faldet i søvn oven på den vigtige beslutning om ny hovedbase i Dublin og nye ruter fra baser i London og Malaga. Men det virker bare sådan. Det er meget få og meget små nyheder, der kommer ud af pipeline fra Stockholm i øjeblikket.
Det batter altså ikke meget at true med at flyve ud af København, hvis der skal være afgifter fra både Sverige og Norge. Det nytter heller ikke noget med at lufte ønskedrømme om et par ruter mere til den amerikanske vestkyst eller endnu engang at tage fat på den gamle traver om en rute til Indien.
Aktionærerne har også tabt tålmodigheden. Nogle dage går handlen med aktien helt i stå. Den sidste måneds tid har det været et skridt frem og et tilbage i meget lidt handel for et større statsejet flyselskab, hvor ejerne i Sverige er begyndt at sælge ud.
Såvel selskabets formand Fritz Schur som præsident Rickard Gustafson og tidligere koncerndirektør Vagn Sørensen har alle udtalt, at SAS skal være mere attraktiv, før sympatien (ja ligefrem forelskelsen) viser sig for en eventuel partner. Senest sagde Vagn Sørensen i Stand BY/TTG magasin:
”Det gælder for SAS om at blive så attraktiv som muligt, men problemet er, at størrelsen mangler. På den måde får SAS ikke lave nok omkostninger. De stor driftsfordele, som andre har, savner SAS i dag. De må vel komme en dag gennem en konsolidering. Indtil det sker, skaber man de bedste værdier for aktionærerne ved effektivisering bl.a. gennem udflagning”.
Når man spørger han hvem han tror bejler, bliver han tavs. Det kommenteres til gengæld flittigt ude i byen for tiden. Favoritten er IAG, British Airways moderselskab, som har brug for en base i EU efter Brexit, og her kunne København eller Stockholm passe godt ind. Som den nordiske pol. I forvejen har man Iberia i syd. Samtidig kommer SAS og Finnair i samme bås. At de så er i hver sin Alliance spiller mindre rolle nu om dage.
Alternativer synes at være en kapitalindsprøjtning fra Etihad eller Qatar Airways. Joint venture fremtiden synes ikke at være SAS stærke side. Der er kun en lille forkølet aftale, som ingen af selskaberne rigtigt synes at mene noget med. Senest har Singapore Airlines åbnet den mest mærkværdige rute fra Singapore over Moskva til Stockholm. Det svarer til at køre et tog fra København til Hannover og videre over Ribe til Esbjerg. I stedet for at køre direkte over Storebæltsbroen.
Den forbindelse mellem Singapore og Skandinavien har SAS dog klogeligt holdt ude af aftalen om joint venture og at dele på bundlinjen. Imens fletter konkurrenterne (Lufthansa og SIA) fingre på kryds og tværs. Så gode venner var de vist!
God weekend