Der var stort rykind til 50 års reception for Horestas administrerende direktør – Katia Østergaard sagde i sin takketale, at nyt forslag om barselsorlov til mænd ”ikke flytter ikke én eneste kvinde ind på ledelsesgangen.”
Selv om året endnu er ungt, var tilstrømningen til torsdagens reception på Danmarks største 5-stjernede hotel, Marriott, nok en af de største, der vil blive set i år.
Omkring 250 hoteldirektører og chefer fra nær og fjern, politikere, branche- og fagforeningsansatte og mange andre med tilknytning til det brede spektrum, der er Horestas berøringssflade, var på plads for at sige til lykke til den administrerende direktør for branche- og arbejdsgiverforeningen, Horesta – Katia Østergaard, hvis fulde navn i øvrigt er Katia Knipschildt Østergaard Neumann.
Katia Østergaard har til oktober i ti år stået i spidsen for Horesta og har fra sit nuværende job og de tidligere opbygget en imponerende berøringsflade fra alle dele af den danske turismebranche.
Det kunne også ses i ballroomet på Marriott, hvor gratulanterne i starten af reception stod i kø for at sige til lykke.
”Du giver et troværdighedsproblem”
Første taler var Horestas bestyrelsesformand, hoteldirektør Jens Zimmer Christensen, der i sin tale slog en munter tone an, da han sagde til Katia Østergaard:
”Du stiller os over for et troværdighedsproblem, for ingen, der ser dig, vil tro at du er fyldt 50.”
Jens Zimmer Christensen beskrev Katia Østergaard som ”en ildsjæl” og ”en velanskrevet samarbejdspartner på blandt andet Christiansborg og i fagbevægelsen.”
”Samtidig har du dyb loyalitet overfor Horesta og vores medlemmer, og du tager ikke et nej for et nej – før alle muligheder er afskrevet,” sagde Jens Zimmer Christensen og tilføjede:
”Du har hos Horesta skabt et team omkring dig af dygtige og engagerede medarbejdere.”
”Den skønneste blanding af flower power og power woman”
En af Horestas over 40 medarbejdere er politisk direktør Kirsten Munch Andersen, der på vegne af medarbejderne talte for fødselaren – der passerede de 50 mellem jul og nytår.
”Du er god til at anerkende vores indsats og rose vores resultater,” sagde Kirsten Munch og fortsatte:
”Enhver organisation skal have en struktur, Horestas er grundlæggende usnobbet fordi vi er et hold der spiller sammen – og dit engagement smitter af. Du bekymrer dig om dine medarbejdere – både i med og modgang.”
Og, afsluttede den politiske direktør sin tale til Katia Østergaard: ”Du kommer i farverige striber og flagrende skørter – du er simpelthen den skønneste blanding af flower power og power woman.”
Også tale fra fagforeningsformand
Dagens sidste taler var forhandlingssekretær John Frederiksen fra fagforeningen 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
3F tæller den absolutte hovedpart af medarbejderne i Horestas 1.800 medlemsvirksomheder med en samlet årlig lønsum på 8,2 milliarder kroner.
Læs om denne tale – og hvilke krav, 3F-formanden luftede forud for de kommende overenskomstforhandlinger i separat artikel, se linket herunder.
Fra hjertet tak til alle
I sin takketale til de mange fremmødte takkede Katia Østergaard ”mit team hos Horesta – I gør det fantastisk, fordi I bruger hjerte og hjerne. Også tak til mine venner, min familie og alle jer, som er hele mit liv. Tak til alle som udgør vores erhverv – også vores venner og ”modparter” i 3F.
Også tak til Christiansborg, tak fordi I lytter og fordi I en gang imellem gennemfører det, vi foreslår,” sagde Katia Østergaard, der også sendte tak til Horestas bestyrelse, herunder formand Jens Zimmer Christensen for hans og bestyrelsens opbakning.
Og så kunne den dybt engagerede Katia K. Østergaard ikke lade være med at komme med en stikpille til et af de seneste udspil på arbejdsmarkedet:
”Vi har de sidste måneder i medierne hørt meget om øremærket barsel til mænd i to måneder – brugt som argumentation for, at der skulle give flere kvinder i ledelserne af virksomheder,” sagde hun og fortsatte:
”Jeg vil sige, at det flytter ikke én eneste kvinde ind på ledelsesgangen at øremærke barsel til mænd i to måneder. Vi (kvinder, red) tager os af vores børn i cirka 18 år til de flyver fra reden – så to måneder betyder ikke noget.
Det, der flytter noget, er familier der hjælper hinanden med opbakning, frihed og plads til, hvis nogen i familien vil køre en karriere. Dét flytter også kvinder ind på ledelsesgangen,” lød det fra Katia Østergaard.
Relaterede artikler:
Fagforeningsformand havde OK-krav med til reception