Icelandair vil også i år som eneste europæiske selskab sæsonbetjene Anchorage, dermed er ruten til Alaskas største by ikke blandt de to nordamerikanske rejsemål, selskabet opgiver.
Det største islandske flyselskab vil også i år mellem maj og september flyve to gange om ugen fra Keflavik til Anchorage, Alaskas største by.
Det oplyste Icelandair tirsdag ved workshop i København med 35 tilmeldte fra rejsebureauer og med deltagelse af fire partnere fra USA’s arealmæssigt største delstat: Visit Anchorage og Alaska Railroad samt to incomingvirksomheder, Xperience Alaska og Alaska Private Touring.
Workshoppen på Imperial Hotel satte fokus på en række af de attraktioner, Alaska tilbyder, navnlig koncentreret i den sydlige del af den enorme delstat. Alaska blev sammen med Hawaii i 1959 USA’s delstater nummer 49 og 50.
Icelandairs salgschef i Danmark, Sigridur ”Sigga” Hellen Sveinsdóttir, forsikrede i sin indledning de fremmødte rejsebureauer om, at Icelandair trods mange skriverier i pressen, har en ”sund økonomi.”
Den langvarige og hårde konkurrence mellem Icelandair og også islandske Wow Air har bragt begge selskaber i økonomisk modvind. Værst står det til for Wow Air, der i slutningen af sidste år var tæt på at blive opslugt af Icelandair. Men Wow Air sprang i målet og gør sig nu i stedet til overfor en amerikansk kapitalfond, Indigo Partners.
Icelandair, der sidste år havde 4,4 millioner passagerer, har stadig hele fem bookingklasser: economy light, economy standard, economy flex og business class i form af Saga premium og Saga premium flex.
Dropper Dallas og Baltimore
Både Icelandair og Wow Air har skruet ned for den delvist oppustede betjening af nordamerikanske destinationer, primært i USA. Icelandair har senest meddelt, at det lukker sine ruter til Dallas i Texas og Baltimore tæt på Washington DC; Icelandair flyver i forvejen til den primære lufthavn ved den amerikanske forbundshovedstad, Dulles, IAD.
Selv om Dallas og Baltimore ryger af menukortet, vil Icelandair stadig have 21 helårs- eller sæsonbetjente destinationer i Nordamerika.
Blandt disse er altså Anchorage i Alaska – og Icelandair har godt samarbejde på disse kanter i USA med partnere som Alaska Airlines. Dermed kan der for eksempel flyves til Seattle med Icelandair på vestkysten og fortsættes med Alaska Airlines til for eksempel Anchorage.
Icelandair fornyer også i disse år sin flyflåde der primært består af Boeing 757’ere. I stedet afløses de delvist af ni nye Boeing 737 MAX 8 og syv Boeing 737 MAX 9.
Masser af natur
Selve delstaten Alaska fylder rigtig meget. I areal er den cirka på størrelse som fra det nordlige Tyskland og ned til den franske middelhavskyst og dækkende hele det kontinentale Vesteuropa.
Til gengæld bor der ikke helt så mange mennesker. Faktisk kun cirka 700.000, hvoraf de cirka 300.000 bor i og omkring Anchorage – Alaskas største by, men ikke hovedstad; det er Juneau.
Tourism sales manager fra Visit Anchorage, Dawn Campbell, der er født bor i Alaska, fortalte om den meget storslåede natur i delstaten med masser af muligheder fra alt fra hiking til sejladser på fjordene omkring byen. I naturen kan man blandt andet møde bjørne og elge, se hvaler og omkring 200 fuglearter.
Madscenen har masser af seafood og for de shoppingglade har Alaska ingen salgsskat – den pris, der står på varen, er hvad den koster.
Vil man se Alaska fra et hyggeligt tog, der kører magelige 50-60 kilometer i timen, så har Alaska Rail en række ruter – fra Fairbanks mod nord til Seward, der også anløbes af en lang række krydstogtrederier, i syd. I alt dækker Alaska Rail omkring 800 kilometer.
Anchorage får også i år mere hotelkapacitet, i alt 400 værelser fra blandt andet Hyatt og Marriott – ligesom Alaskas største hotel, Hilton Anchorage, har fået istandsat sine 606 værelser.
Kultur er der også – herunder svage minder fra tiden da Alaska hørte under Rusland, der i 1867 solgte området til USA.
Relaterede artikler:
Wow Air-farvel betyder ikke meget for rejsebureauer
Kendt profil tilbage hos Icelandair i Skandinavien