Ingen bjørne og for mange jægere

(Foto: Parks Canada.)

ANKENÆVN: Fem klager over jagtrejse i Canada, hvor det generelt var galt med vildttætheden. Krav om en ny gratis rejse.

Der er masser af både bjørne og elge og andet vildt i provinsen Alberta i Canada. Blot ikke på den jagtrejse, som syv danskere købte hos Diana Hunting Tours (Limpopo Travel) i september i fjor for 62.210 svenske kroner.

De har nu stillet krav om erstatning for utilfredsstillende rejsearrangement, primært fordi der uventet var to turister med for hver professionel jæger, hvor der var bestilt i forholdet 1:1.

Herudover var der ingen bjørne i perioden, i hvert fald så de ikke nogen eller andet vildt i øvrigt og boede i en dårlig telt camp. Ydermere blev der opkrævet valutatillæg. Samlet stiller de til Pakkerejse-Ankenævnet krav om kompensation på i alt 35.000 svenske kroner. Plus tilbagebetaling af valutatillæg på 4.341 kroner. En enkelt går så vidt, at han (eller var det måske en hun?) kræver helt ny gratis rejse.

Det synes klart i den meget lange fremstilling, at når man nu har drømt om at skyde en bjørn, er det skuffende, at der slet ikke er bjørne. Eller også har bjørnene klogeligt holdt sig væk. Samtidig er de pludselig to jægere om at gå sammen med en guide og professionel. Mod bestilling og betaling for bare en med dobbelt så mange chancer for selv at nedlægge byttet.

Når rejsens deltagere så havde fri, skulle de bo i camp, men den var utilfredsstillende. Primitiv uden vand, toilet i skoven, teltsenge uden dyner, puder eller håndklæder.

”Selve jagten var den dårligste, jeg nogensinde har deltaget i,” skriver klageren. ”Ingen kan naturligvis garantere en jagt, men her var det beskrevet som en ”fin tilgang til bjørnejagt”, men vi så ingen bjørne.

Vi var i alt otte jægere, som skød en enkelt elgtyr, men ellers intet. Man har vel lov, efter Dianas beskrivelse i det mindste, at forvente at se nogle elge”.

Den del tager Ankenævnet klogelig ikke del i, men nøjes med at forholde sig til valutatillæg og så den kendsgerning, at muligheden for at jage bjørne ikke har været tilfredsstillende. Hvis de i øvrigt havde været der. Og kun en deltager til hver guide.

Ifølge pakkelovens paragraf 13 kan ændring i valutakursen ske med den rigtige begrundelse og igen indtil 20 dage før afrejsen. Det har bureauet ikke formidlet korrekt og skal derfor tilbagebetale 4.341 svenske kroner til hver af de fem.

Det er også en fejl, at der ikke er informeret ordentligt om to jægere og en guide, og dermed har muligheden for at jage bjørne ikke været tilfredsstillende (betingelser ikke opfyldt). Derfor dømmes nedslag i prisen på 12.500 svenske kroner med den begrundelse, at deltagerne dog har haft en del værdi af hele turen på 11 dage.

Bureauet har selv på forhånd tilbagebetalt 5.000 svenske kroner til klageren og de fire andre. Sammen med Ankenævnets dom skal bureauet i alt betale cirka 65.000 svenske kroner kr. i erstatning til de fem jagtvenner.

De canadiske bjørne kan sende en tak til Limpopo Travel, fordi de overlevede i denne omgang. Jagtrejser er noget af det sværeste at slippe godt fra. Det drejer sig primært om ikke at love for meget. Man kan alligevel ikke tage dyrene i ed.

Relaterede artikler:

Danske rejsebureauer bag løve-skydning

Flyselskaber nægter transport af truede dyr