Ingen kritik af Norwegian i chikane-sag

De utilfredse Cimber Sterling-ansatte har ikke noget at komme efter i deres klage over, at navne er kommet frem i sagen om deres chikane mod Norwegians nye indenrigsrute til Karup. Det siger i hvert fald Hågen Thomas Ljøgodt, juridisk rådgiver i norske Datatilsynet, til netavisen DN.no

 

”Norwegian har ikke offentliggjort personoplysninger, baseret på hvad selskabet har skrevet i sin redegørelse,” siger han ifølge Ritzau og tilføjer, at man til en vis grad mister krav på beskyttelse, hvis man saboterer en konkurrent: ”Bestillingen af billetter med fiktive navne bar åbenlyst præg af at være sabotage af Norwegians tilbud.”

 

Sagen med de tusindvis af fup-bookinger skete da Norwegian i dag for præcis to måneder siden åbnede mellem København og Karup, en rute der hidtil kun havde været fløjet af Cimber Sterling. Som introduktion tilbød Norwegian alle billetter den første uge til 1. kr. stykket.

 

Flere Cimber-ansatte klagede bagefter til Datatilsynet i Norge over, at der var blevet offentliggjort navne på personer, der havde købt billetterne, men ikke mødte frem. Norwegian har oplyst, at pressen fik adgang til eksempler på de falske navne, fx Anders And, der var brugt. Desuden fik pressen bekræftet, at ansatte samt personer i Cimber Sterling-ledelsen havde bestilt et stort antal billetter.

 

Hågen Thomas Ljøgodt finder det ikke kritisabelt, at Norwegian ønskede at beskytte sine interesser. Dette vejer i denne sag veje tungere end hensynet til at beskytte personer i konkurrentens ledelse, lyder hans juridiske vurdering.

 

Skrevet af Redaktionen