InterContinental Hotels Group åbner snart sit første islandske hotel, det bliver med varemærket Candlewood Suites, der også byder firbenede gæster velkommen. PR-foto.

International hotelgigant rykker ind i Island

Den britiske hotelgigant IHG Hotels & Resorts med brands som Holiday Inn, Kimpton og Crowne Plaza åbner sit første hotel i Island. Det bliver med ét af sine 20 varemærker: Candlewood Suites.

Candlewood Suites Reykjavik i centrum af den islandske hovedstad viser IHG’s fortsatte ekspansion på det nordiske marked. I Danmark har IHG (InterContinental Hotels Group) kun ét hotel: Crowne Plaza i Ørestad, der drives af Bellagroup (Bella Center) – IHG er også repræsenteret i Sverige og Finland.

Hotellet i den islandske hovedstad får kun 53 værelser, men der er planer om flere IHG-hoteller i Island – de åbnes i samarbejde med en islandsk partner, Alva Capital. I alt planlægges hoteller med op til 500 IHG-værelser i Island eller andre steder på sagaøen over de næste tre til fem år, oplyses det i en pressemeddelelse.

I dén forbindelse kommer der andre IHG-varemærker som Holiday Inn Express og Garner Hotels. IHG fremhæver Islands tiltrækningskraft, landet har årligt omkring 2,3 millioner udenlandske turister – i et land med blot 400.000 indbyggere.

I alt har IHG samlet 13 hotelprojekter på vej i Norden.

Varemærket Candlewood Suites henvender sig blandt andet til gæster på langtidsophold, suiterne har for eksempel eget minikøkken. Og så er kæledyr som hunde velkomne, oplyses det.

6.700 hoteller i 100 lande – og 145 bonusmedlemmer
IHG er i denne tid på vej til at åbne ni Candlewood Suites i Nordeuropa. IHG har opdelt sin hotelportefølje i flere kategorier. Candlewood Suites er i Suites-divisionen, der også tæller varemærkerne: Atwell Suites, Holiday Inn Club Vacations og Staybridge Suites.

På verdensplan har IHG samlet 410 Candlewood Suites og yderligere 192 i pipelinen.

Totalt har IHG 6.700 åbne hoteller med mere end en million værelser og suite i 100 lande verden over fordelt på sine 20 hotelvaremærker. Og koncernens bonusprogram, IHG One Rewards, har passeret 145 millioner medlemmer. Udover de 6.700 hoteller har IHG mere end 2.200 nye hoteller i pipelinen.

IHG’s varemærker er også opdelt i kategorien Luxury & Lifestyle med brands som Six Senses, Regent Hotels & Resorts, InterContinental Hotels & Resorts, Kimpton Hotels & Restaurants og Hotel Indigo.

Premium-segmentet tæller varemærker som Ruby og Crowne Plaza Hotels & Resorts.

I kategorien Essentials har man blandt andet: Holiday Inn Express, Holiday Inn Hotels & Resorts og Garner hotels.

 

Relaterede artikler:

Analyse: 16.000 nye hoteller på vej på verdensplan

Verdens højeste hotel får nordisk repræsentation

Fransk hotelgigant får kæmpehotel og premiere i Las Vegas