Nu er indretningen på den kommende udgave af den midlertidige del af Icehotel blevet offentliggjort, mens man også er på vej med en nyhed i den del, der er åben for gæster året rundt.
Selvom sommeren nok går på hæld herhjemme, er det formentlig de færreste, der ligefrem er begyndt at drømme om vinteren. Anderledes ser det dog ud i Jukkasjärvi i svensk Lapland, hvor man allerede er i færd med at lægge planer for den kommende vinter.
I år det nemlig 35 år siden, at det berømte Icehotel første gang skød op i området, og nu har man fået sat navn på de 27 kunstnere fra 13 forskellige lande, der får til opgave at skabe udtrykket på den del af hotellet, der slår dørene op midt i december og står vinteren over.
Der har været rift om at få lov til at sætte sit præg på den midlertidige del af Icehotel, oplyses det. Dommerkomiteen har modtaget 194 ansøgninger fra 40 lande. De indsendte i alt 114 designkonceptet, som man sidenhen har skulle tage stilling til.
Kan sove i fuglerede
Skitserne til indretningen af hotellet, der i år vil være på 3.000 kvadratmeter, er netop blevet offentliggjort. Det vil omfatte 12 såkaldte art suites, et fællesområde samt en festsal. I tillæg hertil er der 44 opvarmede værelser samt flere hytter, der året rundt kan benyttes af gæster i området.
Dem, der booker en eller flere overnatninger i en art suite, vil blandt andet kunne opleve en statue af et næsehorn, der ser ud til at være brudt igennem væggen, samt at gå til ro i en seng, der er udformet som en stor fuglerede, mens festsalen udsmykkes med et køligt blomsterhav.
Opbygningen af dette års ishotel går efter planen i gang i midten af november, da det sædvanligvis er på dette tidspunkt, at sneen begynder at dale i Jukkasjärvi. Kunstnerne og de ansatte mødes og hjælpes ad med at fremstille isen, skabe kunstværkerne og sørge for, at lyssætningen er rigtig.
Verdensberømt svensker bidrager
Ifølge Marie Herrey, der er administrerende direktør for Icehotel, nærer man som sædvanligt store forventninger til dette års kreation, men hun ser ligeledes frem til et af de nye tiltag, som er på vej i den permanente del af hotellet, der omtales som Icehotel 365.
”Jeg kan ikke vente med at kunne fremvise alle de værker, som kunstnerne vil skabe her i jubilæumsåret,” siger Herrey.
”Udover den fantastiske kunst på Icehotel, går vi også snart i gang med at bygge en ny isbar Icehotel 365. Jeg må ikke afsløre for meget, men jeg kan fortælle, at den vil blive skabt i samarbejde med en verdensberømt svensker, der ikke er kunstner. Det bliver meget spændende at se resultatet.”
Relaterede artikler:
Overtager driften af et af Norges største hoteller