Tegning af den kommende nye krydstogtterminal i Reykjavik. Illustration: Faxaports.

Island får en rigtig krydstogtterminal

Et stigende antal krydstogtanløb, herunder start og slut på krydstogter, øger behov for mere terminalkapacitet i Reykjavik. Derfor opføres der nu ny krydstogtterminal til 25 millioner dollars.

Island er populær hos mange krydstogtrederier, enten som anløb på et nordatlantisk krydstogt, eller som start- og sluthavn på et krydstogt.

Island ligger med sin placering mellem Europa og Nordamerika godt for eksempelvis nordamerikanske krydstogtturister, som dermed ikke skal flyve så langt.

Det voksende antal krydstogtanløb, får nu Island til at investere over 24 millioner dollars, cirka 175 millioner kroner i en ny krydstogtterminal. Det forventes at åbne i 2025 og vil ligge små fem minutters kørsel fra centrum af Reykjavik, hedder det i en pressemeddelelse.

I dag må krydstogtskibene nøjes med en kaj med telte til at håndtere sine passagerer.

Det to-etager høje terminal bliver på 5.000 kvadratmeter og, siger Sigurdur Jokull Olafsson, marketing manager for Faxaports, vil den kommende krydstogtterminal blive et synligt landmærke i området omkring Faxa-bugten. Samtidig kan terminalen bruges til andre events, for eksempel på MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) området udenfor krydstogtsæsonen.

Flere turnaround-passagerer
I centrum af terminalen, der forventes fuld klar i 2026, vil der være et område til håndtering af turnaround-passagerer, der starter og slutter deres krydstogt i Island. Disse holder krydstogtdestinationerne ofte særlig meget af, da de ofte ankommer dagen før krydstogtet starter og måske tager endnu en overnatning efter afslutningen.

Dermed bruger de flere penge til blandt andet hotel, restaurant, transport, shopping og så videre – fremfor en normal krydstogtpassager, der blot har en lille dags tid på destinationen, inden man sejler videre.

I år forventer Reykjavik som en stadig større, nordatlantisk krydstogthavn, 265 anløb af krydstogtskibe med 285.000 passagerer, hvoraf de 90.000 er turnaround-passagerer. Det kan sammenholdes med de 184 krydstogtanløb sidste år med over 170.000 passagerer, altså en stigning på over 50 procent – hvilket dog også kan tilskrives at 2022 var året, hvor pandemien officielt sluttede.

Der oplyses ingen forventede ankomsttal i skibsanløb og passagerer for næste år i Reykjavik. Til gengæld investerer havnemyndighederne i Reykjavik over 20 millioner dollars i et landstrømanlæg til skibene ved den kommende nye krydstogtterminal.

 

Relaterede artikler:

Island på vej med turistafgift

Rejsebureau bruger million på krydstogtreklame

Grønlandsk turisme: Island er den største konkurrent