Fra januar til juli i år steg antallet af turister til Israel knap ti procent. Alene i juli i år var der 19 procent flere turistankomster end i juli 2017, viser nye tal fra Israels turistministerium.
Dermed fortsætter antallet af turistankomster til Israel med at overgå prognoserne.
Ifølge nye tal fra Israels modsvarighed til Danmarks Statistik, Central Bureau of Statistics, havde landet i juli i år tæt på 323.000 turistankomster. Det var ti procent flere end juli sidste år og 19 procent mere end samme måned tilbage i 2017. Hovedparten af de ankommende turister til Israel sidste måned fløj til landet, 289.000 af de i alt 323.000 ankomster.
I de første syv måneder af i år har Israel registreret 2,5 millioner ankomster af turister fra udlandet – det er en stigning på næsten ti procent i forhold til de samme måneder af sidste år, viser tallene fra Israels statistiske kontor. Også indtægterne fra de udenlandske turister i Israel er steget som følge af de flere ankomster til landet.
På årsplan har Israel i alt over fire millioner ankomster af turister fra udlandet, herunder omkring 100.000 fra de nordiske lande.
Stor vækst fra Kina
De procentvis største stigninger i juli i år i forhold til samme måned sidste år kom fra Kina, en vækst på 78 procent; der var 54 procent flere ankomster fra Portugal, mens de øvrige lande med størst vækst til Israel sidste måned i forhold til juli sidste år var Brasilien med 36 procent, Italien plus 34 procent, Spanien, en stigning på 33 procent og 30 procent flere ankomster fra Mexico.
I en kommentar til det stigende antal udenlandske ankomster af turister til Israel, siger landets turistminister, Yariv Levin:
”Vi havde i juli en stor stigning af udenlandske turistankomster til Israel; dermed blev måneden en af de bedste målt i antal ankomster i mange år. Dette skyldes også den dygtige markedsføring af Israel fra vores turistministerium, IMOT.”
Og generaldirektøren for det israelske turistministerium, Amir Halevi tilføjer: ”De stigende ankomsttal alene i juli, og formentlig også her i august, viser, at vi evner at tiltrække turister i hvad der normalt ikke er store måneder for udenlandske turister. Men Israel er ved at blive en destination for rejsende i sommerferieperioden – og vi ser frem til at sætte nye ankomstrekorder i de kommende måneder.”
Relaterede artikler:
Turistboom giver Israel flere hotelværelser