Det fine Carlton-hotel ved Tel Avivs kyst til Middelhavet har i denne tid ikke mange udenlandske turister, men mange midlertidigt fordrevne israelske borgere samt internationale pressefolk. Arkiv-PR-foto.

Israels regering hjælper med at fylde tomme hoteller

Israelske hoteller mangler udenlandske turister under den spændte situation. Til gengæld booker myndighederne mange værelser til borgere, der ikke kan bo hjemme med de nuværende forhold.

Normal ville den sydlige israelske badeby Eilat være fyldt med israelske og udenlandske turister på denne tid af året. Eilat i bunden af Akababugten og med grænser til Egypten og Jordan, tiltrækker årligt masser af turister.

Men Israel har siden det store overraskelsesangreb fra Gazastriben den 7. oktober fra den iransk-støttede palæstinensiske militante, islamistiske organisation Hamas, været i krig med Hamas.

Den spændte situation betyder også, at mange israelere er evakueret væk fra krigszonen omkring Gazastriben og for eksempel indkvarteret på hoteller, blandt andet i turistområder som Eilat

“Eilat og andre områder i Israel er blevet områder for israelere, der er flygtet fra deres hjem tæt på Gazastriben,” siger Yaniv Belhassen, professor i turisme på Ben-Gurion University, til Travel Weekly. Han forventer, at flygtningene tidligst kan vende hjem om en måned, afhængig af udviklingen i krigstilstanden mellem Israel og Hamas.

Mange flygtninge på hoteller – Israel havde håbet på 4,2 millioner turister i år
Den israelske hotelgruppe Brown Hotels med 18 hoteller i blandt andet Tel Aviv, Jerusalem og Eilat, oplyser, at mange af dens hoteller i denne tid også huser israelske flygtninge. Hotellet Carlton Tel Aviv er blandt de hoteller med mange israelske flygtninge, ligesom der bor mange udenlandske pressefolk, der dækker krigen.

Regningerne for hotelophold for israelske flygtninge betales delvist af det israelske turistministerium, hvis vicedirektør for marketing, Pini Shani, siger, at den israelske regering betaler hotelophold for flygtninge – og dermed sørger for tiltrængte penge til landets hospitality-sektor, der ikke har indtægter i denne tid fra udenlandske turister.

”Mange hoteller, restauranter, barer, cafeer og andre lokaliteter, turisterne bruger, har meget reducerede indtægter i denne tid,” siger turistprofessor Yaniv Belhassen og tilføjer:

”Det samme gælder israelske rejse- og incomingbureauer.” Han frygter, at mange mindre virksomheder i turistbranchen ikke vil klare nedgangen i indtægter. Dermed vil deres services mangle, når Israel genåbner for udenlandske turister.

Krigstilstanden har ramt Israels turisme hårdt. Ifølge landets turistministerium, havde man i år forventet 4,2 millioner ankomster af udenlandske turister, omkring én million alene fra USA, største udenlandske leverandør af turister til Israel. I 2019, året for pandemien, var der var 4,5 millioner udenlandske turistankomster til Israel.

Tror ikke på danske turister i Israel før næste forår
Den Israelske Stats Turistbureau under det israelske turistministerium oplyste i januar i år til Standby.dk, at mens der i 2019, året før coronakrisen, var 23.000 danske ankomster til Israel, ”så tror og håber vi, at vi allerede i år kommer tilbage til tallene i 2019, altså 23.000 danske ankomster.”

Men efter det voldsomme terrorangreb i starten af denne måned, sagde Esben Gynther, partner og administrerende direktør for det familieejede rejsebureau Viktors Farmor blandt andet til Standby.dk:

”Krigen kommer nok til at betyde, at der slet ikke bliver nogen rejser til Israel. Jeg tror ikke, at der kommer danske turister til Israel før næste forår – men det kommer an på, hvor lang tid dette vil tage.”

 

Relaterede artikler:

Krydstogtselskaber reducerer i Mellemøsten

Sådan blev 161 danske turister evakueret fra Israel

UM: Fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Israel