Milanos officielle turistråd får kontrakt med dansk repræsentationsbureau om PR-arbejde på det skandinaviske marked. Ny kampagne skal sætte fokus på byen som MICE-rejsemål.
De kommende måneder kan besøgende i Milano opleve over 300 events inden for musik, dans, teater, film, sport og kunst. Samtidig har Milano netop søsat en ny international kommunikationskampagne, der skal sætte fokus på byen som erhvervsrejsemål.
Det oplyser det danske repræsentationsbureau Related, der har indgået aftale om PR-arbejde for Milano&Partners, den norditalienske millionbys officielle turistråd, der nu for første gang vil vise flaget på det skandinaviske marked.
Related håndterer PR-, kommunikations- og repræsentationsopgaver for internationale rejsemål på det danske, svenske, norske og finske marked. Kundelisten tæller blandt andet turistrådene for Dubai, Flandern (i Belgien), Geneve, Grindelwald i Schweiz, Irland, Japan, Maldiverne, Mallorca, Malta, Portugal og The Great American West (Idaho, Montana, Wyoming, North Dakota og South Dakota). Related har hovedkontor i Aarhus og et filialkontor i Stockholm.
Genåbnet for turister
Foreløbig er trefjerdedele af indbyggerne i Milano og regionen Lombardiet, hvor Milano er er hovedstad, coronavaccineret. Og Milano har genåbnet blandt andet restauranter og teatre, mens turisterne så småt vender tilbage, oplyser Related.
Milano har i årtier været en populær destination for events, kongresser og messer. Så initiativet YesMilano skal også arbejde for at promovere byen yderligere som MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) destination.
”Milano er igen åben for besøgende og har med 24.500 virksomheder og 140.000 ansatte inden for turistindustrien en stor kapacitet. Derfor vil Milanos Handelskammer sammen med kommunen samt Milano&Partners sætte Milano på verdenskortet som en destination, der forener gæstfrihed, mode, forretning og kultur – i en sikker og tryg kontekst,” siger Carlo Sangalli, præsident for Milanos Handelskammer, i pressemeddelelsen.
Relaterede artikler:
Stor forskel på nationale turistråds synlighed