Efter 12 år som formand takkede Jens Zimmer Christensen torsdag af på repræsentantskabsmødet. Hans afløser, Jan Vinther Laursen, vil modernisere overenskomsterne.
Jan Vinther Laursen, der uden modkandidat blev valgt som formand for HORESTAs to bestyrelser, Arbejdsgiver og Brancheforening, er direktør i restaurantkæden Bone’s, som han har været medejer af siden 2010. Bone’s har 24 restauranter i Danmark og én i Grønland.
Hoteldirektør Jens Zimmer Christensen meddelte sidst i marts, at han efter 12 år på formandsposten og 20 år i bestyrelsen ikke ønskede at genopstille ved næste møde i repræsentantskabet. Det blev holdt torsdag på Vingsted Hotel & Konferencecenter ved Vejle med cirka 40 deltagere.
På det konstituerende bestyrelsesmøde blev Mads Friis fra McDonald’s Danmark valgt som næstformand for HORESTA Arbejdsgivers bestyrelse, mens Georg Sørensen, den administrerende direktør for MCH Messecenter Herning, fortsætter som næstformand for HORESTA Brancheforening.
En af opgaverne for den nye HORESTA-bestyrelse bliver at finde en ny administrerende direktør efter Katia K. Østergaard, der i slutningen af sidste måned stoppede efter 11 år i direktørstolen.
HORESTA har omkring 2.000 medlemmer blandt restauranter, hoteller og andre aktører i den danske oplevelsesindustri og turismebranche.
Bredere sammensat bestyrelse
Jan Vinther Laursen ser frem til samarbejdet i de nye bestyrelser, der er bredere sammensat end hidtil, skriver HORESTA i en pressemeddelelse.
Jan Vinther Laursen tager over som frontfigur i hotel-, restaurant- og turisterhvervets organisation på et tidspunkt, hvor branchen er i gang med en genåbning efter 15 måneder med milliardstore tab.
Den nye formand siger: ”Det kommer til at tage meget lang tid for store dele af erhvervet at komme ovenpå igen. I kampen mod corona har vi i snart halvandet år fået frataget en stor del af vores forretningsgrundlag. Vi har oparbejdet en kæmpe gæld og for de fleste virksomheder har det lange udsigter, før normalen indfinder sig.
På den baggrund er det meget skuffende, at man nu fjerner kompensationen – endda før restriktionerne er udfaset,” siger Jan Vinther Laursen. Han frygter især for erhvervets milliardstore gæld til det offentlige. Afviklingen er flere gange blevet udskudt, men staten bør give mulighed for at afvikle gælden over fem-seks år for at undgå, at ellers sunde og veldrevne virksomheder må give op, mener han.
Overenskomst skal moderniseres
Jan Vinther Laursen tiltræder også formandsposten med et ønske om at få moderniseret branchens overenskomst.
”HORESTA og 3F har en fælles opgave i at få ændret på vores overenskomst. Jeg håber, at vi konstruktivt og i god dialog kan få den moderniseret,” siger Jan Vinther Laursen og tilføjer:
”Hotel-, restaurant- og turisterhvervet udvikler sig konstant, og det samme gør vores medarbejdere. Det er afgørende, at vi i fællesskab sikre nogle rammer som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan se sig selv i.”
Nye ansigter i de to bestyrelser
Ved mødet i repræsentantskabet blev Anders Barsøe fra Letz Sushi og direktør Jan G. Larsen fra Hotel Nyborg Strand valgt til HORESTA Arbejdsgiver, mens de nyvalgte til HORESTA Brancheforenings bestyrelse er Karen Nedergaard fra Absalon Hotel Group, Finn Steffensen fra Nymindegab Kro, Peter Haaber fra Zleep Hotels og Lars Børsting fra REKOM. Mads Friis fra McDonald’s Danmark blev genvalgt til begge bestyrelser, mens Henrik Green fra Hotel Kirstine blev genvalgt til HORESTA Brancheforening.
Stort interview med afgåede formand
Den afgåede formand, Jens Zimmer Christensen, fortsætter i øvrigt på sine internationale topposter. Han er formand for den europæiske hotel- og restaurantorganisation, HOTREC, og for den europæiske hotelklassifikationsordning, Hotelstars Union.
Horesta har et stort afskeds-interview med Jens Zimmer Christensen på sin hjemmeside, klik her.
Relaterede artikler:
Katia Østergaard stopper hos HORESTA