Jeg har lige 19.798 kr. til ferien

Af Ejvind Olesen

 

Der blev fremsat mange kloge ord om det år vi nu har taget hul på. De sidste par uger af det gamle år var også både aviser og net fyldt med slagsen. Men der var sandelig også nogle smuttere i mellem, ofte under dække af en eller anden besynderlig analyse. Beregnet til at få andre medier interesseret i resultat.

 

Den foreløbige førsteplads går til Hotels.com, som ifølge sin helt egen analyse kunne meddele, at danskerne i år vil bruge 1.500 kr. mere på ferie end sidste år. Det betyder igen, at vi vil bruge 19.798 kr. på ferien. I det år, vi lige forlod, var beløbet 18.333 kr., og tilbage i 2010 brugte vi 17.085 kr.

 

Desværre får vi ikke øre-beløbet med. Jeg mener nu vi brugte 18.333,50 kr. i år. Det gjorde vi i hvert fald i vores familie.

 

Hvad skal vi med krystalkugler og nytårsspådomme fra nøglepersoner som SAS-chefen Rickard Gustafson, direktør Lars Thykier fra DRF, Peder Hornshøj, formand for RID, direktør Jens Zimmer fra Horesta med flere, når vi har Hotels.com
De netop nævnte kigger nu alligevel i krystalkuglen i det første nummer af Stand By her i det nye år.

 

Er det bare mig, der er sart og er ved at få flip af alle de analyser, der dagligt sprøjter ud til pressen? Nej, det er det ikke, har jeg lige opdaget. Min kollega, rejseredaktør Mogens Hansen fra Jyllands-Posten er inde på samme linje.

 

”Jeg finder en lang række meningsmålinger og såkaldte undersøgelser på rejsemarkedet utroværdige – for ikke at sige manipulerende og vildledende. Det mest sørgelige er. At disse ”undersøgelser” i et vist omfang via ukritiske og fortravlede medier slipper igennem til befolkningen, ” skriver han i årets sidste udgave af Explorer.

 

Det sidste er bare ikke nogen undskyldning for os, der alle har en rem af huden. Vi er vel sat i verden for at redigere og skal ikke sluge alt råt, uanset hvor travlt vi har.

 

Jeg har lige været en tur i udhuset, inden fyrværkeriet går i gang, her nytårsaften. Jeg fandt heldigvis nogen tomme flasker, som jeg går i Netto med i dag. På den måde kommer jeg lige akkurat op på 19.798 kr. Jeg ville ikke være dårligere stillet end gennemsnittet.  Så bliver jeg bare betegnet som fattig, og jeg bor ikke engang i udkantsdanmark.

 

Godt nytår! Hvad mener du om analyser i rejsebranchen?

Skrevet af Ejvind Olesen