FLYSELSKABER: Danske Jet Time har fyldt ordrebogen for Sommer 17 samt Vinter 17/18. Klar med sidste ATR-flyvning.
Det er godt nyt for det danske flyselskab, der som del af større turnaround fra efteråret 2017 fokuserer på forretningsområderne Charter og ACMI, som skal flyves af en enhedsflåde med seks B737-700 passagerfly.
ACMI-flyvninger (Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance) betyder, at Jet Time stiller med fly og besætning, står for teknisk vedligehold og har forsikring af flyene. Kunden betaler bl.a. for catering, brændstof og landingsafgifter.
Jørgen Holme, adm. direktør i Jet Time, siger: ”Der er en betydelig efterspørgsel fra charter- og ACMI-markedet for B737 kapacitet, og med fuldt program for Sommer 17 og den kommende vinter, er vi tæt på at have maksimeret udnyttelsen af vores kommende enhedsflåde frem til april 2018.”
Jet Times kommende charter sommer- og vinterprogram vil være til destinationer i Middelhavsområdet med øget produktion til Grækenland og Spanien. Men også Egypten er begyndt at røre på sig, så Jet Time genoptager fra april sin torsdagsflyvning til Sharm el-Sheikh for sin kunde gennem mange år, Atlantis Rejser. De øvrige kunder til Jet Times kommende charterprogram er eksisterende partnere som TUI (det tidligere Star Tour) og Thomas Cook, mens også nye kunder som f.eks. Detur, der har valgt Jet Time som flypartner den kommende sommersæson.
Over foråret skal Jet Time flyve for Norwegian, som selskabet også tidligere har opereret for. Dertil kommer der også nye kunder, bl.a. det lettiske selskab AirBaltic, som Jet Time fra 1. maj til 18. juni skal operere for mellem Riga og flere europæiske destinationer.
Sidste flyvning med ATR hos Jet Time
Den 2. september har Jet Time sidste flyvning for SAS med ATR-fly, sagde Birthe Madsen, med den lange titel Vice President Business Development & Organization for Jet Time for nylig til standby.dk
I dag har Jet Time to af sine hidtidige fem B737 cargofly i produktion, de tilbageleveres i april og maj.
Og mens Jet Time nu har seks ATR-fly i trafik for SAS, kommer selskabet snart ned på fem og ender med at have to når kontrakten med SAS udløber sidst i august.
Jet Time håber allerede i år, efter sine turnaround-ændringer, at komme tæt på et nul-resultat i dette regnskabsår – det skal ske efter Jet Time har droppet sine to tabsgivende forretningsområder: De regionale ATR-flyvninger for SAS samt cargo-flyvninger.
Fremover skal Jet Time tilbage til at flyve sit kerneprodukt, der før gav overskud, charter, samt flyvning for andre selskaber. Fremover vil Jet Time have en enhedsflåde på otte B737-700. Hertil kommer to TUI B737-800, der flyves i vintersæsonen.
Med nedskæringerne hos Jet Time har flyselskabet sagt farvel til 40 pct. af sine medarbejdere og har nu 350.
Samlet får Jet Time i år 430.000 charterpassagerer i Danmark, Sverige og Finland. Selskabets største kunde er TUI (Star Tour), men der er også mange flyvninger for Thomas Cook.