Jet Time i plus

Det var en svær start. Det måtte en håndfuld danske erhvervsfolk erkende, da de i marts 2006 etablerede det danske luftfartsselskab Jet Time A/S. De kastede sig ind i luftfartens charterbranche, og bundlinjen det første år viste et underskud på 20 millioner kroner og negativ egenkapital på 7,4 millioner kroner. Derudover havde selskabet et ansvarligt lån på knap ni millioner kroner. Det skriver Politiken i dag.

 

Ifølge direktør i Jet Time Klaus Ren er udviklingen vendt. I selskabets andet driftsår, der sluttede 31. august i år, vil der være overskud. »Jeg kan sige, at det bliver et pænt regnskab med plus på bundlinjen. Der er fremgang i både omsætning og resultat«, siger han.

 

Det er gået stærkt i luftfartsselskabets første leveår. I dag råder Jet Time over fire fly af typen Boeing 737-300 og har 146 ansatte. Flyselskabet samarbejder med op mod 15 danske rejseselskaber.

 

I regnskabet for 2006/07 var omsætningen 172 millioner kroner. Ledelsen regner med, at omsætningen vil stige til 300 millioner kroner i 2007/08 som følge af flere kunder og udvidelsen af flyflåden. Om det holder stik, vil direktør Klaus Ren ikke nærmere ind. Han vil heller ikke afsløre, hvor stort overskud selskabet kommer ud med, ligesom der ikke er sat en dato for, hvornår regnskabet for flyselskabets andet år offentliggøres. Men det bliver i løbet af efteråret, siger han.

 

En af årsagerne til det negative resultat i luftfartsselskabets første år er, at selskabet ikke fik sine fly til tiden. »Vi måtte den første måned lade andre selskaber flyve med vores kunder, fordi vi ikke fik fly leveret til tiden,« siger Klaus Ren.

 

Ud over flysæder til charterrejser flyver Jet Time også med andre kunder. Det kan være fodboldhold til turneringer i udlandet eller for forsvaret.

 

Jet Time har ikke selv investeret i sine fire fly, men leaset dem af det dansk selskab Nordic Aviasion Contracters med hovedsæde i Billund.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen