Trivago sætter pris på Danmarks bedste hoteller

Stella Maris ved Svendborg genvandt prisen som bedste 4-stjernede hotel i den årlige Trivago-undersøgelse.

HOTELLER: Søgemaskinen har netop kåret Danmarks Bedste Hoteller 2018. Trivago Awards uddeles i fem kategorier til de danske hoteller, der har modtaget de absolut bedste gæsteanmeldelser.

Tivolis Nimb Hotel er fortsat Danmarks bedste 5-stjernede hotel, Stella Maris ved Svendborg genvandt prisen som bedste 4-stjernede hotel, Lunds Hotel ved Bogense fik førstepladsen blandt 3-stjernede hoteller og Bolding Apartments i Hejnsvig, tæt ved Billund, både vandt Trivago-prisen som top overnatningssted med bedste værdi for pengene i Danmark samt kategorien top alternative overnatningssteder i Danmark.

Ved kåringen af Danmarks bedste hoteller oplyste Trivago sidste år, at listen er udarbejdet af Trivago Rating Index, der samler gæsteanmeldelser fra flere online bookingsider. På den måde sikres en bred og objektiv vurdering af hotellerne, oplyste Trivago. For at finde vinderne omregner Trivago Rating Index alle hotelanmeldelser fra brugerne på en skala fra 1 til 100. Dermed kan hotelanmeldelser på tværs af bookingsider sammenlignes.

Sidste år oplyste Trivago, at den danske rangliste var baseret på over 700.000 online anmeldelser af danske hoteller i perioden 1. september 2015 til 31. august sidste år.

De mange vindere
De fem danske hoteller med fem stjerner hos Trivago er Nimb, d’Angleterre, Clarion Hotel Copenhagen Airport (der havde fem stjerner da det var Hilton Copenhagen Airport, men efter det 1. april blev et Clarion-hotel har det officielt ingen stjerner, red), Copenhagen Marriott (der vandt årets Danish Travel Award som bedste hotel i hovedstaden, red) og Kongebrogaarden ved Middelfart.

Der er ti hoteller med fire stjerner på Trivagos 2018-liste: Stella Maris, Svendborg, Bandholm Hotel, Bandholm, Villa Provence, Aarhus, Fru Larsen, Langå, Ruths Hotel, Skagen, Hotel Hesselet (der vandt årets Danish Travel Award som bedste hotel udenfor hovedstaden, red) Nyborg, Hindsgavl Slot, Middelfart, Hotel Opus, Horsens, Crowne Plaza Copenhagen Towers, København, og Hotel Fjordkroen i Tappernøje.

De fem højest placerede 3-stjernede hoteller er: Lunds Hotel, Bogense, Agerskov Kro & Hotel, Agerskov, Skjoldbjerg Garnihotel, Vorbasse, BramslevGaard, Hobro, og Hotel Aroma i Ærøskøbing.

De fem med de bedste kunde-anmeldelser i kategorien ‘top alternative overnatningssteder i Danmark’ er: Bolding Apartments, Hejnsvig, Boutique B&B Postgården, Holsted, Bøjden Cottage, Fåborg, Sov i Herning og Naturperlen i Rødekro.

Og i den sidste Trivago-kategori – ‘top overnatningssteder med bedste værdi for pengene i Danmark’ – topper også Bolding Apartments, Hejnsvig, Tåsinge B&B, Svendborg, Bøjden Cottage, Fåborg, Bed & Breakfast Svendborg NV og MejeriGaarden Bed & Breakfast i Gedser.

Stella Maris vinder for andet år i træk
I pressemeddelelse i anledning af førstepladsen blandt de 4-stjernede hoteller siger Stella Maris hotelchef, Vibeke Halse: ”Vi tror på, at høj kvalitet og en bæredygtig vision trækker gæster til. På Stella Maris arbejder alle for at give gæsterne en unik oplevelse – hvad enten det er til hverdag eller fest. Vi er lykkelige for og stolte over igen at modtage denne flotte anerkendelse fra vores gæster.”

Og hotellets adm. direktør, Lea Lohse, siger: ”Gæsterne kan se vores røde tråd. Vi har en klar vision med fokus på høj kvalitet, bæredygtighed og økologi. Dette gælder hele vejen rundt, men ses særlig i vores restaurant, hvor vi bestræber os på at få vores råvarer fra lokale fynske producenter. I sæsonen bruger vi så vidt muligt kød og grøntsager fra vores egen økologiske og bæredygtige produktion på øen Vejrø.”

Stella Maris Hotel de Luxe er en del af Vejrø Gruppen, ejet af Kim Fournais, medstifter og adm. direktør i Saxo Bank. Foruden hotellet består hotelgruppen af den lille danske ø Vejrø. Her er der ud over hotel og restaurant både flyveplads og marina.

Tidligere indremissionsk afholdshotel
Stella Maris Hotel de Luxe har til huse i en gammel palævilla og var indtil for få år siden et indremissionsk afholdshotel. Stella Maris, der åbnede i 2014, har 36 værelser og plads til 80 mødegæster.

Relaterede artikler:

Danske hoteller fordobler milliardoverskud

Hotel med tre værelser blandt Danmarks 10 bedste

To københavnske hoteller topper hos Hotels.com