Strandområdet omkring El Caletón på Tenerife fremhæves af øgruppens turistråd som velegnet til bryllupper i specielle omgivelser. PR-foto: Canary Islands Tourism.

Kanarieøerne sætter fokus på bryllupsturisme

Turistrådet på De kanariske Øer har alternative steder at blive gift. Der kan være et bryllup på stranden, i et naturreservat – eller under vandet; hér skal brudeparret dog have dykkercertifikat.

Canary Islands Tourism, turistrådet på den spanske øgruppe, præsenterer nu en række forslag til mere usædvanlige steder, hvor et kommende ægtepar kan sige ja til hinanden.

I hvert fald kan Kanarieøerne danne rammen som en perfekt kulisse for bryllupsceremonier, også i kirker, skriver turistrådet i en pressemeddelelse. Mange steder på øgruppen findes lokale bryllups- og festarrangører, der kan hjælpe med alt det praktiske til at planlægge og gennemføre brylluppet.

Turistrådet nævner blandt andet La Graciosa, en af de mindre øer i øgruppen; det ideelle tidspunkt er i efteråret omkring september; her er temperaturerne milde og der er ikke så mange turister på den bare 29 kvadratkilometer store ø (lidt større end danske Anholdt)

Det kræver dog en særlig myndighedstilladelse at gifte sig på stranden på La Graciosa, hvilket den lokale bryllupsarrangør kan hjælpe med.

Undervandsbryllup
Et andet og mere utraditionelt eksempel er et undervandsbryllup – arrangeret i samarbejde med El Bajón Diving Centre på øen El Hierro; bryllupsgæsterne kan hoppe i vandet med snorkel – eller kigge med fra ledsagerbåden. Brudeparret skal dog have gyldige dykkercertifikater, understreges det.

På øgruppens arealmæssigt tredjestørste ø (efter Tenerife og Fuerteventura), Gran Canaria, kan bryllupper blandt andet arrangeres i naturreservatet Maspalomas, troldskoven Los Tilos eller den store botaniske have, Marquesa Garden, står der i pressemeddelelsen.

Lanzarote, øen som danskere nok mest kender for det danskejede ferie- og sportsresort Club La Santa, nævnes også af turistrådet på Kanarieøerne. Hér omtales muligheden på vingården La Geria, der ligger omkranset af Lanzarotes karakteristiske vulkanlandskab.

Der var i øvrigt sidste år 1,1 millioner danske ankomster til Spanien. Flest besøgte netop De Kanariske Øer, der fik 25,6 procent af de danske besøgende, tæt fulgt af den sydspanske region Andalusien med blandt andet Malaga og 25,3 procent af de danske ankomster. På tredjepladsen kom de Baleariske Øer med blandt andet Mallorca, der tiltrak 16,2 procent af de danske ankomster til Spanien sidste år.

 

Relaterede artikler:

Bryllupsturisme stigende milliardforretning i Italien

Protester mod overturisme på Kanarieøerne

Kendt krydstogtrederi får skib ved Kanarieøerne