Kanarieøerne er meget populære hos blandt andet europæiske turister, navnlig i vinterhalvåret. Arkivfoto fra Puerto de la Cruz på Tenerife. Wikipedia-foto: Foxbasealpha.

Protester mod overturisme på Kanarieøerne

De kanariske Øer satte sidste år rekord med 14,1 millioner ankomster af navnlig udenlandske turister. Mange af øernes 2,1 millioner indbyggere føler, at turiststrømmen har nået maksimum.

”Canarias se exhausta” (Kanarieøerne er udmattede), lyder et slogan fra det angiveligt stigende antal indbyggere på øgruppen der protesterer mod de stadig flere turister.

Turisterne giver masser af arbejdspladser og betyder meget for Kanarieøernes økonomi, men turismen fylder også meget og en række borgere på øgruppen frygter konsekvenserne af den angiveligt stigende overturisme.

Euronews skriver, at huslejerne – også på grund af mange udlejninger af boliger gennem Airbnb – er blevet så høje, at nogle ansatte i rejsebranchen ikke har råd til en bolig i turistområderne, men må sove i deres bil.

Sidste år modtog Kanarieøerne 14,1 millioner udenlandske turister, hvilket var ny rekord. Der var flest ankomster til Gran Canaria og Tenerife.

I protest mod, hvad mange ser som voksende overturisme på De kanariske Øer, er der næste weekend planlagt demonstrationer på blandt andet Tenerife, Gran Canaria og Lanzarote.

Presser infrastrukturen
”Indbyggerne på Kanarieøerne har altid været meget åbne og velkomne over for turister – men vi har behov for mere bæredygtig turisme,” siger en talsmand ifølge Euronews.

De mange turister sætter også øgruppens infrastruktur under pres. Der er mere belastning af hospitaler, vejnettet, renovation, vandforsyningen og så videre, hedder det.

Kanarieøerne er også meget populære blandt danske turister. Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark oplyste tidligere i år til Standby.dk, at det sidste år i alt blev til 1,191 millioner danske ankomster til hele Spanien mod 1,145 millioner året forinden, i 2022; de fleste danskere havde sidste år mellem fire og syv overnatninger i Spanien. De mest brugte opholdsformer er lejligheder, ferieboliger eller hotel.

Listen over danskernes favoritter i Spanien, blev også sidste år toppet af De Kanariske Øer med 25,6 procent af de danske besøgende, tæt fulgt af den sydspanske region Andalusien med blandt andet Malaga og 25,3 procent af de danske ankomster. På tredjepladsen kom de Baleariske Øer med blandt andet Mallorca, der tiltrak 16,2 procent af de danske ankomster til Spanien sidste år.

 

Relaterede artikler:

Medie: Stort spansk rejsemål slås med overturisme

Mallorca: Falske advarsler skal afskrække badeturister

MSC Cruises stationerer krydstogtskib ved Kanarieøerne