Kapaciteten stiger efter konkurs

Konkurrencen mellem de mange flyselskaber, der samler op efter Sterling, stiger og kapaciteten på flere ruter oges til 150% i forhold til Sterling-tiden. Seks selskaber kæmper om Sterlings markedsandel på 2,5 millioner passagerer fra danske lufthavne, skriver Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker Nordic.

 

 Norwegian lagde sig i førerposition ved på konkursdagen at annoncere 11 nye ruter fra Københavns Lufthavn.  Siden er kommet ruteudvidelser fra Cimber, easyJet, SAS, Sun-Air, Spanair og Transavia.

 

SAS Danmark etablerede tre nye ruter fra København og øgede frekvenser på eksisterende ruter.  Direktør Susanne Larsen understregede at SAS er parat til at tage kampen op.

 

Det betyder, at der kommer overkapacitet på en række ruter. Fra København især til Alicante, Barcelona, London, Malaga, Nice og Rom. På København-Barcelona havde Sterling syv ugentlige afgange. Nu erstattes de af SAS (7), Spanair (7), Transavia (3) og yderligere afgange fra Norwegian. Det betyder en stigning på op imod 150%.

 

Fra Billund hvor Sterling havde 25% af udenrigstrafikken, har Cimber og Sun-Air indsat ekstra kapacitet. Cimber flyver en daglig afgang til London Gatwick, mens Sun-Air vil flyve to gange dagligt til London City. Det giver et samlet dagligt sædeudbud på omkring 100 sæder, hvor Sterling havde op imod 300 sæder.

 

”Vi mangler stadig at se reaktionen fra Air Berlin og Ryanair. Det er ikke usandsynligt, at Ryanair vil øge antallet af ruter fra Billund. Samtidig vil det heller ikke overraske, hvis Air Berlin vil forsøge at tage over på ruter fra København, som endnu ikke er budt ind på,” siger Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker Nordic.

 

Skrevet af Flemming Juul